Fortsæt til indhold

Erhvervsfolk forstærker Liberal Alliance - kan trioen rette op på det skæve Djursland?

Syddjurs' erhvervsfolk tilknyttet Liberal Alliance Djursland skaber en solid platform for fremtidige initiativer.

Politik

På trods af udfordrende tider for politiske organisationer fortsætter Liberal Alliance Djursland med at styrke sin position i det lokale politiske landskab.

Ved den seneste generalforsamling i marts 2024 blev der taget afgørende skridt til at forstærke partiets indflydelse, især takket være tilgangen af nye, toneangivende kræfter fra Syddjurs Kommune.

Tre erhvervsfolk

Tre erhvervsfolk fra Syddjurs er trådt ind i bestyrelsen og har øjeblikkeligt styrket partiets fundament i kommunen med henblik på næste kommunalvalg

Valget af Maja Bendtsen, leder af Rosenholm Services, Lars Møller Kristensen, tidligere direktør for Djurslands Bank, og Peter Malbæk, direktør for forretningsudvikling i DS Smith Packaging, signalerer, at Liberal Alliance ikke har opgivet Syddjurs og opstilling ved kommunalvalget i 2025.

Formand genvalgt

Formand Heino Fridberg Ydegaard står i spidsen for holdet. Ved hans side fortsætter Sebastian Grauert og Stinne Thorsen Kvorning, begge medlemmer af Norddjurs Kommunalbestyrelse.

I Norddjurs var der nyvalg til studerende Emil Munk Koust Hansen samt Ann Skovkær.

Jens Meilvang, MF og kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, er fortsat aktiv i bestyrelsen.

Skævhed på Djursland

I det lokale politiske landskab har Liberal Alliance oplevet både op- og nedture. Mens partiet har haft fæste i Norddjurs, har dets tilstedeværelse i Syddjurs været præget af fravær og interne udfordringer.

I Norddjurs har partiet haft folketingsmedlem Jens Meilvang som en fremtrædende rorgænger, og det opnåede tre mandater ved kommunalvalget i november 2021.

Dette har bidraget til at etablere Liberal Alliance som en relevant politisk aktør i Norddjurs Kommune.

Til gengæld har Syddjurs set en mangel på synlighed og indflydelse fra Liberal Alliance. Trods en lovende start i 2013, hvor partiet tiltrak to tidligere Venstre-medlemmer i byrådet, Per Zeidler og Flemming Hansen, har Liberal Alliance ikke formået at opretholde sin position i Syddjurs Kommune.

Efter interne udfordringer og en uventet udvikling, hvor Per Zeidler måtte forlade partiet og dannede sin egen liste, har Liberal Alliance i Syddjurs haft svært ved at genskabe momentum.

Måske tilsynekomsten af tre erhvervsfolk fra Syddjurs kan genskabe troen på, at den medvind partiet har i Norddjurs og generelt i de landsdækkende meningsmålinger lige nu, også kan give en tro på, at Liberal Alliance kan gøre comeback i Syddjurs Byråd?