Politikere udsat for hærværk: »Det er rigtig groft – jeg bliver så provokeret af det«
I Hammel midtby er en lang række valgplakater blevet fjernet.
Nogle steder hænger lange, hvide plastikstrips tilbage, et par steder ligger en krøllet valgplakat på jorden, andre steder er alt fjernet, både strips og plakater.
Hærværksmænd har natten til 27. maj været på spil.
Dagen forinden hang der ellers en hel del valgplaketer til europaparlementsvalget i Vestergade, Østergade og omkring SuperBrugsen i Hammel, fortæller Mette Nøhr (K), som ved det, eftersom hun selv har brugt flere timer på at sætte mange af dem op.
Om eftermiddagen søndag 26. maj kørte hun gennem Østegade og konstaterede »at de Det Konservative Folkepartis plakater nu hang ganske godt dér,« som hun siger. Klokken 7.50 mandag 27. maj fik hun så et opkald fra sin mand, som havde fulgt datteren i skole: »Valgplakaterne er væk.«
»Konservative har da mistet i hvert fald 30 plakater, og så er der alle de andre partiers oveni,« siger hun og fortsætter:
»At man de fleste steder har taget både plakater og strips med sig vidner om, at det her virkelig er noget, man har villet. Det er ikke bare en, der lige er kommet forbi på en knallert og så er kørt igen. Det har da taget noget tid at snippe dem ned.«
»Pivhamrende ulovligt«
Mette Nøhr, der er konservativt byrådsmedlem i Favrskov Kommune, er godt og grundigt gal i skralden over hærværket.
»Jeg synes, at det er rigtig groft, og jeg bliver så provokeret af det. Det er komplet mangel på respekt for demokratiet. Man burde i stedet være glad for, at man har stemmeret. Mange siger, at valgplakater er frygtelig grimme, og det er helt okay at have den holdning, men det er altså pivhamrende ulovligt at pille dem ned. Det farer jeg op over. Og ja, så koster de her plakater altså 20-25 kroner stykket. Det er simpelthen ikke i orden,« siger byrådspolitikeren, som har ret i, at det er ulovligt at udøve hærværk mod valgplakater – det kan ende med en fængselsstraf.
Mette Nøhr fortæller, at det er valgplakater fra alle partier, som er fjernet:
»Så vi er da trods alt i samme båd, men jeg ved sgu snart ikke, om det er formildende,« siger den konservative politiker, som har en opfordring til borgerne:
»Hvis nogle ser nogle plakater ligge og flyde, så vil vi gerne have det at vide. Vi ved jo, at mange er trætte af dem, så hvis de ligger og blæser et sted, så kommer vi straks og henter dem.«
Mette Nøhr har endnu ikke haft mulighed for at tale med Det Konservative Folkepartis vælgerforeningsformand, så hun har endnu ikke taget stilling til, om hærværket skal politianmeldes.