Fortsæt til indhold

Politikere ude med riven efter pressemøde om havneudvidelse: »Forkert og stærkt forkasteligt«

Det er på flere måder kritisabelt, at forligskreds holdt møde for lukkede døre inden pressemøde, og rådmand burde ikke selv sætte undersøgelse i gang, lyder det fra byrådsmedlemmer.

Politik

Der er begået fejl i kommunens arbejde med havneudvidelsen, indrømmede borgmester Jacob Bundsgaard (S) mandag formiddag 3. juni ved et såkaldt doorstep-pressemøde på Aarhus Rådhus.

Pressemødet fandt sted efter en timelang orientering af forligspartierne, Socialdemokratiet, SF, De Konservative og Venstre.

Planklagenævnet har underkendt udvidelsen af Aarhus Havn, da nævnet finder flere alvorlige mangler i kommunens arbejde.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), oplyser, at det er i hans forvaltning, der er begået fejl, og han vil nu iværksætte en ekstern undersøgelse for at belyse, hvor og hvordan hans forvaltning trådte ved siden af.

Tillid med blå mærker

Det var kun forligspartierne bag havneudvidelsen, der blev indkaldt til orientering, inden Jacob Bundsgaard og Nicolaj Bang stillede sig op foran pressen, og det er langt fra i orden, lyder det fra flere byrådsmedlemmer.

»Det er forkert og stærkt forkasteligt, at man tager den i et i lukket rum og ikke giver alle politikere et overblik. Lokalplanen er blevet underkendt, og derfor skal hele byrådet orienteres om, at der er begået fejl. Det er problematisk, især nu, hvor det åbenbart er så galt, at vi skal have eksterne til at se forvaltningen efter i sømmene,« siger byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne, Jakob Søgaard Clausen.

Tidligere medlem af Nye Borgerlige og nuværende løsgænger Henrik Arens er enig.

»Jeg vil bede rådmanden om en orientering og forklaring på, hvorfor vi ikke alle var inviterede, når det nu var ren orientering om de fejl, der er begået. Det berører jo os alle i forhold til vores tillid til det materiale, vi får fra forvaltningen,« siger han.

Solveig Munk, byrådsmedlem for Enhedslisten og formand for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, undrer sig over flere forhold i forbindelse med mandagens doorstep.

.»Jeg finder det mærkværdigt, at borgmesteren og rådmanden for Teknik og Miljø vælger at orientere medier før byråd. Det er desuden underligt, at rådmanden ikke først orienterer medlemmerne af Teknisk Udvalg, for vi er rådgivende for rådmanden og forvaltningen. Det er mærkeligt i sådan en sag, som vi har brugt rigtig meget tid på i udvalget,« siger hun og fortsætter:

»Jeg vil desuden mene, at det formelle i forhold til at iværksætte en ekstern undersøgelse, er en byrådsbeslutning og ikke noget, en rådmand bør sætte i gang egen hånd.«

Borgmester: »Meget rimeligt«

De Radikales Metin Aydin, der tidligere har kaldt udvidelsen af Aarhus Havn for unødvendigt ødelæggende for klimaet og miljøet, er ikke så optaget af, hvornår partierne uden for forligskredsen informeres om, hvad der blev sagt ved orienteringen i forligskredsen.

»Det, vi er optaget af, er, hvad det er for en by, vi vil være, og hvilken natur, vi vil omgives af. Vi er ikke sikre på, at udviklingen bare er en konsekvens af formelle fejl i en miljørapport. Når de underbelyste områder af rapporten er blevet løftet, kan det være, vi får øje på mere substantielle fejl, eksempelvis at behovet ikke kan forsvare de naturmæssige ødelæggelser,« siger han.

Borgmester Jacob Bundsgaard finder det naturligt, at forligspartierne blev orienteret først om de beslutninger i kommunens planarbejde, der har betydet at lokalplanen for havneudvidelsen er blevet underkendt.

»Alle partier får de samme informationer. Jeg synes, det er meget rimeligt, at de partier, som har taget ansvar for havnebeslutningen, også har lejlighed til at drøfte sagen og konsekvenserne af den afgørelse, der er af Planklagenævnet. Hvis man vil drøfte forliget i forligskredsen, skal man jo også være en del af forligskredsen,« siger han.

De oplysninger, forligskredsen mandag formiddag blev præsenteret for bag lukkede døre, blev sendt ud til pressen og alle byrådets partier umiddelbart efter briefingen, omkring klokken 12.15.