Fortsæt til indhold

Simsek fik opkaldet i går aftes: »Det her er ikke ordentligt«

Bünyamin Simsek er blevet smidt ud af Venstres byrådsgruppe. Han efterlyser en forklaring samt ordentlighed.

Politik

Det var overraskende, da aarhusianerne tirsdag ved middagstid kunne læse, at Venstres politiske leder i Aarhus, Christian Budde, annoncerede, at byrådsgruppen havde valgt at smide Bünyamin Simsek ud af byrådsgruppen.

Mindst lige så overrasket var hovedpersonen selv, da han mandag aften modtog et opkald fra formanden for Venstre i Aarhus Christian Marck. Det var her, han fik beskeden overleveret.

»Jeg kan forstå, at man i byrådsgruppen har afholdt møder uden min tilstedeværelse. Jeg har overhovedet ikke været inddraget i den her proces, og jeg har heller ikke fået nogen forklaring på, hvad der ligger til grund,« siger Bünyamin Simsek.

Den tidligere politiske leder for Venstre har siddet i byrådet i 23 år og har i løbet af den tid været rådmand ad flere omgange, ligesom han har været partiets borgmesterkandidat. Det er altså en garvet herre, byrådsgruppen har skilt sig af med.

I en kort pressemeddelelse omhandlende beslutningen, udtaler nuværende politiske leder Christian Budde:

»Jeg er ærgerlig over, at vores veje skal skilles, men jeg må samtidigt konstatere, at der fra min side ikke længere er tillid til, at Bünyamin Simsek fremadrettet vil udvise den nødvendige samarbejdsvilje.«

Bünyamin Simsek mener dog, at hele forløbet mangler ordentlighed.

»Den her beslutning er truffet af byrådsgruppen på tre medlemmer (Christian Budde, Gert Bjerregaard og Mathilde Bressum, red.), ikke Venstres bestyrelse. Derfor skuffer det mig, at det ikke er den politiske leder, der overbringer mig beskeden, men formanden for Venstre (Christian Marck, red.). Det er ikke ordentligt,« siger Bünyamin Simsek.

Ifølge Bünyamin Simsek har der været interne politiske uenigheder angående særligt tre områder. Det drejer sig om stadion-sagen, kommunens klimaplan samt bladet Vital, udgivet af magistraten Sundhed og Omsorg. Sidstnævnte koster ifølge Bünyamin Simsek årligt 1,6 mio. kr., og det er en udgivelse, han gerne havde set sløjfet. Rådmand for Sundhed og Omsorg er Christian Budde fra Venstre.

»Jeg har altid været 100 pct. loyal over for gruppen og udtalt min uenighed på vores møder. Men den loyalitet får jeg ingenting for nu,« siger Bünyamin Simsek.

Han ser også andre potentielle motiver bag den pludselige udsmidning. Det kobler han blandt andet til kommunalvalget, der finder sted om cirka et år:

»Min mavefornemmelse siger mig, at man vil af med stærke profiler for at tilgodese sig selv. Jeg tror, det her skal gavne en højere sag.«

Bünyamin Simsek oplyser, at han har meldt sig ud af Venstre og derfor nu er løsgænger i byrådet. Han vil ikke forholde sig til fremtiden, og om han eksempelvis planlægger at stille op til næste års kommunalvalg.

»Jeg er indstillet som kandidat for Venstre, det er det, der er faktum,« siger han.

På sin Facebook-side har Bünyamin Simsek selv fremlagt sin version af mandagens og tirsdagens begivenheder:

Avisen har siden talt med Christian Budde for at få hans udlægning af sagen. Den artikel kan læse herunder.