Fortsæt til indhold

I går kylede han kollega ud af partiet - i dag er han »superærgerlig«: »Jeg genkender ikke hans billede«

Efter sin eksklusion fra Venstre, har Bünyamin Simsek udtalt kritik af politisk leder Christian Budde. »Jeg var nødt til at tage konsekvensen,« lydet det fra sidstnævnte.

Politik

At der kan være to væsensforskellige opfattelser af det samme hændelsesforløb, er situationen i Venstre i Aarhus et rigtig godt eksempel på.

Mandag aften fik Bünyamin Simsek efter 23 års tjeneste for partiet, meddelelsen om, at han ikke længere er velkommen i byrådsgruppen. Tirsdag fandt det vej til medierne, og siden har den vragede Venstre-profil ikke været sen til at kritisere sin nu tidligere politiske leder Christian Budde for forløbet.

»Jeg kan forstå, at man i byrådsgruppen har afholdt møder uden min tilstedeværelse. Jeg har overhovedet ikke været inddraget i den her proces, og jeg har heller ikke fået nogen forklaring på, hvad der ligger til grund,« har Bünyamin Simsek sagt til nærværende medie.

Avisen har efterfølgende talt med Christian Budde, der ikke genkender meget af Bünyamin Simseks udlægning.

»Der har været et forløb, hvor jeg har forsøgt at få genskabt en tillid og en konstruktiv dialog med Bünyamin. Det er ikke lykkedes, og det tager jeg nu konsekvensen af. Jeg er superærgerlig over, at han har den oplevelse, men jeg kan ikke genkende billedet, tværtimod,« siger Christian Budde.

Den politiske leder understreger, at han nærer stor respekt for Bünyamin Simsek, og han mener, at Venstre skylder Bünyamin Simsek stor taknemmelighed for hans arbejde.

Beslutningen om udsmidningen af den garvede partikollega, der både har været politisk leder, borgmesterkandidat og rådmand for flere magistrater gennem årene, bygger på længere tids uoverensstemmelser, ifølge Christian Budde. Han vil imidlertid ikke komme nærmere ind på, hvilke uoverensstemmelser, der har været tale om.

Noget Bünyamin Simsek har udtalt kritik af, er, at han blev ringet op af Venstres formand Christian Marck, selvom beslutningen blev truffet af byrådsgruppen med Christian Budde i spidsen. Ifølge Bünyamin Simsek burde Christian Budde selv være budbringeren.

»Jeg må bare gentage, at jeg gentagne gange har rakt ud til Bünyamin, på telefon, på sms, på mail, men uden held. Så det må stå for hans egen regning. Sådan en beslutning sker i samarbejde mellem en politisk leder og en organisatorisk leder, altså Christian Marck, og vi har begge forsøgt at få fat i Bünyamin. I sidste ende var det så formanden, der lykkedes med at få fat på ham,« siger Christian Budde.

At beslutningen også har rødder i den valgkamp, der allerede er i gang, frem mod kommunalvalget næste år, afviser Christian Budde ikke. Han forklarer, at det er vigtigt med en samstemmende og internt loyal byrådsgruppe, når Venstres politik skal kommunikeres til aarhusianerne.

»Hvis der så er kolleger i en byrådsgruppe, der ikke loyalt arbejder ind i det billede, så kan man jo ikke være en del af Venstres byrådshold. Det her er først og fremmest et udtryk for, at der har været uoverensstemmelser, der har gjort, at vi den seneste tid ikke har kunnet blive enige,« siger han.