Fortsæt til indhold

Borgmester tager nu bladet fra munden: Chikane og trusler er uacceptable

Norddjurs Kommune står sammen mod uacceptabel adfærd på sociale medier og i virkeligheden, fastslår borgmester Kasper Bjerregaard med afsæt i en konkret personsag.

Politik

Norddjurs Kommunes borgmester, Kasper Bjerregaard (V), tager nu bladet fra munden og siger klart fra overfor den chikane og de trusler, som både politikere og medarbejdere har været udsat for i forbindelse med en omdiskuteret sag.

Det sker i et opslag på de sociale medier.

»Som politiker er det en del af jobbet at møde modstand og uenigheder. Det ved vi godt, og vi er alle sammen gået ind i politik, fordi vi har holdninger og kan lide at diskutere. Men nogle gange er vi nødt til at sige stop, og det gør jeg her på vegne af Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune,« siger Kasper Bjerregaard (V).

»Som mange af jer ved, har vi lige nu en sag, der får meget fokus på de sociale medier. Den handler om en ydelse til en borger, og sagen ligger nu hos Ankestyrelsen, fordi der er uenighed om den afgørelse, som forvaltningen har truffet. Vi afventer Ankestyrelsens afgørelse, og slår den fast, at Norddjurs Kommune har truffet en forkert beslutning, retter vi naturligvis ind. Det er helt normalt og lige efter bogen,« fortsætter borgmesteren.

»Hvad der ikke er lige efter bogen, er den storm af beskyldninger, skældsord, fejlagtige påstande og chikanerende henvendelser, vi som politikere og medarbejdere bliver udsat for i relation til sagen. Det foregår på Facebook, på Messenger, på mail, i telefonopkald og sågar ude i byen,« siger Kasper Bjerregaard (V).

»Vi kommenterer ikke politisk på henvendelserne af den simple grund, at der er tale om en personsag, som vi ifølge reglerne om tavshedspligt kun kan og må diskutere med den berørte familie og dennes partsrepræsentant. Ikke andre,« forklarer borgmesteren.

»Men vi vil til gengæld gerne sige højt og tydeligt fra overfor den måde at agere på. Ingen medarbejdere i Norddjurs Kommune skal udsættes for chikane, fordi de passer deres arbejde. Ingen politikere skal udsættes for grænseoverskridende handlinger på grund af deres engagement, og frem for alt skal ingen familier til medarbejdere eller folkevalgte gå rundt med en følelse af utryghed over, hvad det næste mon bliver,« siger Kasper Bjerregaard (V).

»Nogle mener, at man som politiker skal tåle mosten og finde sig i den hårde tone. Det er vi i Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune ikke enige i,« understreger borgmesteren.

»Vi vil gerne diskutere og udfordres, men trusler, grænseoverskridende og højtråbende adfærd både på sociale medier og ude i virkeligheden skal og vil vi ikke finde os i. Sådan skal den politiske samtale i Norddjurs ikke være!« afslutter Kasper Bjerregaard (V).