1,5 millioner passagerer er urealistisk – sigt mod det halve
Realistiske passagermål er nødvendige for Aarhus Airport. Tidligere Syddjurs borgmester Claus Wistoft foreslår et mere opnåeligt mål på 750.000-850.000 passagerer årligt.
Claus Wistoft, ved årsskiftet forhenværende byrådsmedlem i Syddjurs Kommune, har i hele sin tid som lokalpolitiker beskæftiget sig indgående med Aarhus Airport A/S og fremtiden for lufthavnen.
Han har i alle årene betonet vigtigheden af, at Østjylland har en lufthavn, og at Syddjurs Kommune skal gøre alt, hvad der står i kommunens magt til at forsvare Aarhus Airport.
På spørgsmålet om den nyligt indgåede aftale mellem Aarhus Airport A/S og Forsvaret, siger Claus Wistoft:
»Det er positivt for Aarhus Airport, at Forsvaret nu tager ejerskab på lufthavnens faste anlæg og deltager i omkostningerne. Det vil helt sikkert gøre det nemmere at finde en seriøs privat partner til den civile del af lufthavnens drift, som fortsat ligger og skal udvikles.«
Claus Wistoft ser staten som en seriøs langsigtet partner, men han påpeger, at detaljerne i aftalen endnu ikke er kendt.
Han siger om konsekvenserne:
»Det er svært at sige uden kendskab til detaljer, men lad os glæde os over, at staten er kommet med ombord.«
Flere driftsben nødvendig
For at polstre Aarhus Airport A/S yderligere og ophøre diskussionen om dens fremtid, mener Claus Wistoft, at en drift i balance og udvikling af flere driftsben er nødvendig.
Han ser en fremtidig ejerstruktur, hvor kommunerne fortsat sidder med ved ejerbordet sammen med en privat investor.
Om den gæld, der er i selskabet på 200 mio. kroner plus 60 mio. kroner i tilskrevne renter, siger han:
»I en fremtidig drøftelse af ejerstruktur og ejerskab vil aktiver og passivers værdi være til diskussion og justeres til markedsværdi.«
Realisme efterlyses
Claus Wistoft mener, at den hidtidige vision om 1,5 millioner passagerer ikke er realistisk på kort bane.
Han foreslår, at der arbejdes med budgetter, der tager udgangspunkt i et mere realistisk kundemål på fem års sigt, som kunne være 750.000-850.000 årlige passagerer.
På spørgsmålet om Syddjurs Kommune fortsat skal være medejer af Aarhus Airport, siger Claus Wistoft:
»Ja, det giver mening, sammen med en privat investor i en årrække, da lufthavnen er kritisk infrastruktur for erhvervsliv og udviklingen i Østjylland. På sigt vil det være fint, om lufthavnen bliver 100 procent privat.«
Claus Wistoft understreger, at han har udtalt sig inden for de rammer, han kan, af fortrolighedsårsager.