Fortsæt til indhold

Borgmester har holdt forsoningsmøde efter spirende uro i byrådet

Favrskovs borgmester har taget initiativ til at bevare det gode samarbejde i byrådet.

Politik

Borgmester Lars Storgaard har udsendt en pressemeddelelse om, at der er »fælles fodslag i byrådet i Favrskov.«

Udtalelsen kommer efter et møde med repræsentanter for alle 10 partier i byrådet. Borgmesteren indkaldte gruppeformændene til mødet på baggrund af en udmelding fra Venstres gruppeformand Thomas Storm, som blev omtalt i flere medier.

I et debatindlæg udtrykte Thomas Storm mistillid til Simon Buus Alliance fra Liberal Alliance, fordi det under den interne ballade i Liberal Alliance kom frem, at Simon Buus Olsen havde optaget samtaler med sine egne partifæller og truet dem med at bruge optagelserne mod dem.

I debatindlægget meldte Thomas Storm ud, at han var utryg ved sin politiske kollega og ville tage sine forbehold ved ikke længere at deltage i fortrolige møder, hvor Simon Buus Olsen også var til stede.

»Jeg kan ikke sidde på hænderne, når et byrådsmedlem siger, han ikke vil deltage i møder. Vi har altid haft et godt samarbejde i byrådet, og det skal vi ikke sætte over styr,« siger borgmester Lars Storgaard til avisen.

Borgmesteren fortæller, at der er afholdt flere møder, og at alle gruppeformænd står bag udmeldingen om fælles fodslag.

»Det gør en forskel, når man mødes i øjenhøjde og tager dialogen,« siger Lars Storgaard.

I pressemeddelelsen skriver han, at alle er enige om:

  • At uroen i Liberal Alliance ikke vedkommer den øvrige del af Favrskov Byråd.
  • At hvis der opstår uenigheder mellem byrådsmedlemmerne, så følger de op via direkte dialog mellem de implicerede parter.
  • At hvis der skulle opstå bredere udfordringer, så er alle klar til at stille op til en dialog med hinanden og finde fælles løsninger.

Din Avis har været i kontakt med Thomas Storm, der bekræfter, at man har taget en snak, men ikke ønsker at komme med yderligere kommentarer.

Favrskov Byråd har ifølge borgmesteren altid været særligt kendetegnet ved at have et godt arbejdsfællesskab på tværs af partier.

»Nogle synes måske, at det gode samarbejde er lidt kedeligt, men jeg kan garantere for, at det er et kæmpe aktiv for både borgerne og kommunale medarbejdere. Det fører nemlig samlet set til en markant bedre udnyttelse af vores fælles resurser. Og det er særligt vigtigt i Favrskov Kommune, da vi er en af de kommuner i Danmark, der bruger færrest penge til service overfor vores borgere. Så vores fokus på det gode samarbejde drejer sig ikke alene om, at vi skal have et godt arbejdsmiljø i byrådet. Det drejer sig også om, hvordan vi bruger vores fælles resurser bedst muligt. Derfor er jeg også godt tilfreds med, at vi nu har givet hinanden håndslag på, at vi alle vil arbejde sammen om at sikre et fortsat åbent og tillidsfuldt samarbejde i vores byråd,« lyder slutsalutten fra Lars Storgaard i den udsendte pressemeddelelse.