Politisk utilfredshed med Aarhus Letbane efter utallige aflysninger - kan etape 2 være i fare?
Rød og blå blok har det svært med, at Aarhus Letbane ofte svigter pendlerne. Ifølge S-udvalgsformand er det »et sindssygt godt spørgsmål,« om erfaringerne med letbanen giver anledning til en etape 2.
Politisk utilfredshed med Aarhus Letbane efter aflysning på aflysning
Socialdemokratiet i Aarhus har historisk udtrykt stor opbakning til kommunens letbaneprojekt, men begejstringen er aktuelt knap så udtalt. Den socialdemokratiske formand for By- og Planudvalget, Kristian Sommer, mener, at Aarhus Letbane skylder sine mange passagerer en mere pålidelig drift og kalder den aktuelle situation for »overhovedet ikke tilfredsstillende.«
Som dette medie for nylig kunne fortælle, har Aarhus Letbane i det seneste år aflyst markant flere afgange end de øvrige trafikselskaber i den offentlige transport, heriblandt DSB og Midttrafiks by- og regionalbusser.
»Vi forsøger i Aarhus Byråd at skabe en endnu bedre offentlig transport end den, der er i dag, og Aarhus Letbane skal efterleve den politiske ambition om at være et pålideligt alternativ til bilen,« siger Kristian Sommer.
Også hos SF i Aarhus er der panderynker over, at Aarhus Letbane så ofte må skuffe pendlerne. Byrådsmedlem og medlem af By- og Planudvalget Albert Rosenkrantz Conradsen kalder de mange aflysninger det seneste år for »bekymrende.«
»Og det er klart, at det har vores politiske bevågenhed. Vi skal have et offentligt transportsystem, der kan konkurrere med bilerne, og vi vil gerne være på linje med Odense Letbane, der leverer rigtig flot i forhold til pålidelighed,« siger han.
Tid til svære tanker
Ifølge Socialdemokratiet skal der sendes flere penge i letbanens retning for at rette op på de mange aflysninger.
»Vi skal prioritere flere penge til den kollektive transport, og så skal vi løbende være i dialog med Aarhus Letbane. Målet er hele tiden, at flere passagerer bruger Aarhus Letbane, og det handler om at sikre, at letbanen er pålidelig,« siger Kristian Sommer.
Aarhus Letbane har ni år på bagen, og eventuelle børnesygdomme burde være helbredt. Det kan virke til, at ledelsen og bestyrelsen i Aarhus Letbane fra politisk hold har uendelig politisk line. Er det tilfældet?
»Nej, det er det ikke. Men man skal forstå, at når vi politikere har en ambition om, at den kollektive transport skal blive bedre, så samarbejder vi med dem, der tilbyder den kollektive transport. Hvis det serviceniveau, der bliver leveret, er så utilfredsstillende, at vi ikke kan stå inde for det, må vi jo kigge hinanden i øjnene og finde ud af, hvad vi så gør. Men der mener jeg ikke, vi er endnu.«
Aarhus Letbane er halvt ejet af Aarhus Kommune og halvt af Region Midtjylland, og de to medejere har en stor og vigtig opgave i at sikre færre aflysninger, mener byrådsmedlem, næstformand for By- og Planudvalget og næstformand for Aarhus Letbanes bestyrelse Jakob Søgaard Clausen.
»Aarhus Byråd og Region Midtjylland skal gøre sig nogle svære tanker om, hvordan man vil drive letbanen, og hvilke krav og forventninger man har til den, blandt andet i forhold til pålidelighed. Vi skal have en tydeligere ejerrolle. Det her kalder på politiske drøftelser om, hvordan det skal være fremadrettet,« siger han.
Jakob Søgaard Clausen, når man kigger på de ni år med Letbane etape 1, giver det så mening at kaste sig ud i en etape 2?
»Det er et klart nej. Det er mærkeligt, at der er et flertal i Aarhus Byråd, der vil lave en etape 2 af letbanen, når det stadigvæk ser så svært ud. For mig kalder det på lidt politisk realisme. Nu har vi letbanen, og den skal vi have til at køre. Det bør være første og eneste prioritet for byrådet og regionen, før man begynder at snakke om at lave flere etaper.«
Gode penge efter dårlige
Ifølge Jakob Søgaard Clausen bør Aarhus Kommune i stedet for mere letbane investere i BRT og bedre fremkommelighed for busser.
»Jeg synes, vi skal have 100 procent fokus på busser i forskellige afskygninger,« siger han.
Venstres repræsentant i By- og Planudvalget Gert Bjerregaard er også fortaler for BRT, og han er omtrent fjendtligt indstillet over for etape 2 af letbanen.
»Vi har haft så mange udfordringer og problemer med letbanen i alle dens leveår i Aarhus, og jeg ved ikke, hvordan nogen kan tro, at det ville blive bedre i etape 2. En etape 2 vil være en forældet løsning fra dag ét, og det vil måske koste op mod fem milliarder kroner i anlægsomkostninger, det er at smide gode penge efter dårlige,« siger han og fortsætter:
»Letbanen kræver meget store indgreb i infrastrukturen, og anlægsperioden er lang og forstyrrer meget i den periode, arbejdet står på. Der er rigtig mange argumenter for, at man skal undgå en etape 2.«
Ifølge Kristian Sommer er det »et sindssygt godt spørgsmål,« om erfaringerne med første etape af Aarhus Letbane giver anledning til en etape 2.
»Fra Socialdemokratiets side mener vi, at vi skal kigge i den retning, og frem mod 2027 bliver det mere konkret, hvad der er op og ned i forhold til letbanens etape 2. Så må vi forholde os til det, når vi får nogle lidt mere konkrete tal på udvidelsen.«
Samme takter lyder fra SF, hvor Albert Rosenkrantz Conradsen godt kan forstå, at man sætter spørgsmålstegn ved etape 2 af letbanen i Aarhus.
»Men i SF støtter vi op om det, der står i den grønne mobilitetsplan, som jo er, at vi gerne vil have en forundersøgelse af Letbane etape 2. Jeg synes, vi må afvente forundersøgelsen af etape 2, men udgangspunktet i SF er, at letbanen er et super attraktivt alternativ for bilisterne. Den kan tilbyde en større komfort end busserne, og den er et super vigtigt middel til at få bilisterne over i den offentlige transport,« siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold eller Socialdemokratiets politiske ordfører i Aarhus Anna Thusgaard i forbindelse med tilblivelsen af denne artikel. Begge har henvist til Kristian Sommer i forhold til at svare på spørgsmål om Aarhus Letbane og dens fremtid.
By- og Planudvalget, som Kristian Sommer er nyligt valgt formand for, behandler blandt andet sager om infrastruktur i Aarhus Kommune.