Forventer rekord i julehjælp
57 familier har allerede søgt økonomisk hjælp hos Dansk Folkehjælp til at klare julen i Syddjurs kommune. Man kan stadig ansøge.
1. november åbnede Dansk Folkehjælp op for ansøgninger til årets Julehjælp for fattige og udsatte børnefamilier, og godt midtvejs i ansøgningsrunden har 57 familier allerede søgt økonomisk hjælp til at klare julen i Syddjurs kommune.
Selvom coronakrisen er en markant mindre dominerende faktor i danskernes hverdag end tidligere, er man hos Dansk Folkehjælp nemlig opmærksom på, at der vil være mange langsigtede konsekvenser. Siden 2019 har Dansk Folkehjælp oplevet markante stigninger i ansøgertallene på en lang række indsatsområder. For eksempel steg antallet af ansøgere til skolestarthjælpen med 21 procent fra sidste år til i år, og i samme periode steg antallet af ansøgere til feriehjælpen med 31 procent.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Dansk Folkehjælp.
»Som konsekvens af krisen står vi over for det, der kan gå hen at blive et langt mere permanent fattigdoms- og samfundsproblem. Udover at der er kommet et øget antal nyfattige, der har brug for hjælp, vil mange familier også opleve en øget prisstigning i form af forbrugsomkostninger på eksempelvis elektricitet og varme. Disse regninger skal betales ved udgangen af året og vil derfor særligt ramme fattige og udsatte familier, som med en meget stram økonomi ikke har råderum for ekstra regninger,« udtaler generalsekretær Klaus Nørlem.
Øget værdien
Dansk Folkehjælp har på grund af prisstigninger over en årrække besluttet at øge værdien af årets Julehjælp med 300 kr. Dermed bliver den samlede værdi af julehjælpen til de enkelte familier 1.800 kr.
Desuden vil organisationen øge antallet af erhvervspaneler, der hvert år den 1. december samler ind til Julehjælp, for hermed at kunne imødekomme den stigende efterspørgsel.
Ankerstjerne ambassadør
Som noget nyt kan Dansk Folkehjælp i år offentligøre en ambassadør for Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladets julehjælpsindsamling i form af musikeren Lars Ankerstjerne.
»Man ynder jo at sige, at julen er hjerternes tid. Derfor håber jeg, at danskerne har plads i deres hjerter til at hjælpe de mange fattige familier, der står over for en jul, som kan blive ekstra svær at komme igennem. Med Ankerstjerne ombord ser vi frem til et særdeles stærkt indsamlingsheat, hvor også erhvervslivet vil bakke op i endnu højere grad, end de plejer. Forhåbentlig resulterer det i, at vi kan hjælpe alle de familier, der har brug for det.«