Fortsæt til indhold

Lokalt advokatfirma indgår nyt samarbejde

Samfund
bo

Advokaterne Vermeij & Staunskjær, der har kontor i Dommergården på Adelgade 19 i Skanderborg, har pr. 1. februar indgået et strategisk samarbejde med LRP Advokater i Horsens.

Det nye samarbejde mellem de to advokatfirmaer indebærer blandt andet, at der oprettes et kontorfællesskab på Advokaterne Vermeij & Staunskjærs kontor i Skanderborg, så LRP Advokater fremover er fast repræsenteret i Skanderborg. Tilsvarende vil Advokaterne Vermeij & Staunskjær fremadrettet råde over kontorfaciliteter hos LRP Advokater i Horsens.

Samarbejdet er opstået ud fra en overbevisning om, at de to advokatvirksomheders kompetencer supplerer og komplementerer hinanden, ligesom parterne vurderer, at samarbejdet vil styrke de to advokatfirmaers stærke forankring i Østjylland – noget der vil komme begge virksomheders kunder til gode. Parterne er enige om værdien for kunderne af et stærkt og velkonsolideret advokatkontor i retskredsens næststørste by, Skanderborg.