Fortsæt til indhold

Topper fortsat listen: Dette søger danskerne mest efter i boligjagten

En opgørelse foretaget af boligsitet Boliga.dk viser, at danskerne har især et brændende ønske til en ny bolig - og det er uændret efter coronapandemiens hjemmearbejdsdage og nedlukninger.

Samfund
Boliga

Et par år med nedlukninger og mere hjemmearbejde har på ingen måde truet førstepladsen over det, som danskerne søger allermest på, når de er på boligjagt – tværtimod. Altanen – som i mange år har ligget helt i top på boligkøbernes ønskeliste – er kun blevet endnu mere populær.

Det viser en opgørelse, boligsøgningssitet Boliga.dk har lavet over de ord, som danskerne hyppigst taster ind i fritekstsøgningen, når de er på udkig efter et nyt hjem.

Der er ikke blot mere end dobbelt så mange søgninger på ”altan”, som det næste ord på listen ”havudsigt”; afstanden mellem de to eftertragtede boligkriterier er øget med 22 procent i 2021 i forhold til året før.

At netop ”altan” er det røde kirsebær på toppen af enhver salgsopstilling – og det boligkøberne allerhelst vil have - er heller ikke uden grund:

»En altan giver mulighed for et frirum med luft og lys til, som der ikke nødvendigvis er så meget af i en bylejlighed,« siger Thomas Dalsgaard Clausen, der er planlægger hos altanfirmaet Altana.

Men som så meget andet i livet – og ikke mindst som boligejer – skal man også huske det sure, der kan følge med det søde:

»Man vil altid være lidt mere eksponeret på en altan, end hvis man for eksempel sad inde i sit køkken. Man skal regne med, at man kan kigge ind fra gården, gaden eller naboens altan. Hvis altanens gulve er i træ, bør man også vedligeholde det et til to gange årligt, hvis det skal forblive pænt. Det er dog ikke noget alle får gjort, uden at det er en katastrofe,« siger Thomas Dalsgaard Clausen til Boliga.dk.

Flexbolig springer flere pladser frem

Hvor altanen i endnu højere grad har cementeret sig i toppen, som det mest efterspurgte i danskernes boligsøgning – med ”havudsigt” og ”udsigt” ligeledes fastlåst på anden- og tredjepladsen – så er der længere nede på listen blevet rokeret rundt i købernes boligønsker det seneste år.

Boliga.dks top ti over de mest søgte ord i boligjagten er ”flexbolig” for eksempel gået fra en syvende til en fjerdeplads.

Flexboligordningen gør, at man i nogle af landets kommuner kan købe et almindeligt hus og bruge det som en fritidsbolig - og så er det altså næsten tredoblet i popularitet i antallet af søgninger fra 2020 til 2021.

”Flexbolig” har således overhalet ”pool”, ”elevator” og ”garage”, som ligger på femte-, sjette, og syvendepladsen over de mest søgte ord. De sidste tre pladser i toppen indtages af ”skov”, ”tagterrasse” og ”have”.

Se lejligheder til salg med altan her