Politiet med nyt om mystisk anholdelse: 26-årig mand amok på betjent
Onsdag formiddag rykkede Nordsjællands Politi ud til Helsingør Kirkegård, hvor en mand blev anholdt. Nu deler politiet nye oplysninger.
Onsdag formiddag var Nordsjællands Politi talstærkt til stede på Helsingør Kirkegård, hvor politiaktionen resulterede i en anholdelse af en mand - men ellers ville politiet ikke ud med megen information over for Lokalavisen.
»Vi har anholdt en person derude. Jeg kan ikke sige mere om det,« sagde vagtchefen ved Nordsjællands Politi onsdag, inden han afsluttede samtalen.
Torsdag morgen er kollega i Nordsjællands Politi David Eckert en my mere meddelsom.
»Manden er blevet anholdt blandt andet på grund af vold mod en polititjenestemand. I den forbindelse har man valgt at opretholde anholdelsen, og han fremstilles i Hillerød Ret klokken 10 torsdag,« forklarer vagtchefen.
Fik vold mod betjent oven i andre sigtelser
Den anholdte er en 26-årig mand fra lokalområdet, som politiet i forvejen var på vej ud for at anholde. Manden modsatte sig anholdelsen og blev voldelig over for en af politiets betjente, forklarer vagtchefen.
»Vi tager ud på kirkegården for at anholde ham, og i den forbindelse slår han en betjent på højre side med en knyttet hånd. Vores kollega har det efter omstændighederne godt, men blev kørt til skadestuetjek,« forklarer David Eckert.
Når den 26-årige mand torsdag formiddag stilles for en dommer er det blandt andet med sigtelsen for vold mod polititjenestemand, men også en række andre sigtelser, der er baggrunden for politiets anholdelse i første omgang.
Hvad den 26-årige ellers er sigtet for, kan vagtchef David Eckert ikke fortælle.
»Jeg kan ikke komme de andre sigtelser nærmere,« siger han.