Fortsæt til indhold

Børn ramt af opkast og diarré ved stævne: Nu får udbrud efterspil for 1600 deltagere

Fødevarestyrelsen har siden stort udbrud af mavesyge arbejdet ihærdigt på at finde årsagen til sygdom.

Samfund

I sidste weekend måtte flere end 10 håndboldhold udgå fra stævnet AGF Cup, fordi adskillige børn pludselig blev syge med opkast og dårlig mave.

Fredag kan Fødevarestyrelsen over for Lokalavisen Aarhus løfte sløret for det efterfølgende forløb.

Tre ansatte ved styrelsen har i denne uge arbejdet på sagen og blandt andet lavet tjek ved det cateringfirma, der leverede mad til AGF Cup i Ceres Park. Det tyder ikke umiddelbart på, at årsagen til sygdomsudbruddet kan findes hos cateringfirmaet, lyder det.

Siden håndboldstævnet har der floreret rygter om årsagen til, at børnene blev syge. Forældre har mistænkt, at den kylling, børnene lørdag fik serveret, kan være kilden til sygdommen. Stævneansvarlig for AGF Cup, Susanne Svejstrup, har givet udtryk for, at udbruddet kan skyldes Kinder-produkter, som over påsken er blevet trukket tilbage på grund af mistanke om salmonella.

Ingen af teorierne lader dog til at holde stik.

Norovirus

Nogle af børnene blev angiveligt syge natten mellem torsdag og fredag i sidste uge, hvilket udelukker at lørdagens kyllingeret kan være sygdomskilden.

Kinder-produkter er heller ikke årsag til dårligdommen, lyder det fra Beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nicolas Hove.

»Det er ikke åbenlyst for os. Snarere modsat. Vi kan nærmest afvise det,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Hvorfor blev børnene syge, Nicolas Hove?

»Det er for tidligt at sige præcis, hvad det drejer sig om, men vi arbejder med en hypotese om, at det er roskildesyge, eller norovirus, som virussen egentlig hedder. Vi udsendte i går et spørgeskema til samtlige 1600 deltagere ved stævnet. Nu skal vi gennemgå data, og vi kan formentlig først komme med en endelig konklusion i slutningen af næste uge.«

Beredskabschefen i Fødevarestyrelsen kan endnu ikke oplyse det præcise antal børn, der blev syge i forbindelse med AGF Cup.

Ekstrem smitsom

Norovirus er en tarmvirus, der ofte spredes gennem fødevarer. Det er den mest hyppige årsag til, at danskere bliver syge på grund af mad, oplyser Nicolas Hove.

Hvis man bliver smittet med norovirus, bliver man inden for 24 til 36 timer syg med opkast, diarre, kvalme og i sjældne tilfælde feber. Sygdommen går over i løbet af et døgns tid.

Håndsprit beskytter ikke mod virussen. Kun grundig håndvask, oplyser Nicolas Hove..

»Virussen smitter ekstrem meget. Vi har haft tilfælde, hvor en person har været syg på et hotel og så er folk blevet smittet i 14 dage frem, fordi der ikke er blevet gjort grundig nok rent på været,« siger han til Lokalavisen Aarhus.

Fødevarestyrelsen har fået fem henvendelser om mavesyge ved AGF CUP, mens stævneledelsen har fået ni henvendelser.