Flystrejke rammer 30.000 passagerer om dagen
SAS og selskabets piloter kunne ikke nå til enighed om en ny aftale - og det kommer nu til at ramme rigtig mange rejsende, når omkring halvdelen af afgangene bliver aflyst.
På et kort pressemøde mandag oplyste SAS’ topchef Anko van der Werff, at det ikke har været muligt at opnå enighed om en ny overenskomst mellem flyselskabet og dets piloter.
Her tilbød piloterne lønnedgang og besparelser for 450 millioner kroner, men piloterne havde samtidig krav til de to datterselskaber, Connect og Link. Krav som ledelsen i SAS ikke vil imødese.
Strejken betyder, at halvdelen af SAS’ flyafgange vil blive aflyst, og at 30.000 passagerer dagligt vil blive ramt. Det skriver Berlingske.
Her ser SAS-ledelsen det som piloternes valg, at det er endt i strejke. Den udlægning køber forhandlingchef for piloterne, Keld Bækkelund Hansen, dog ikke:
»Piloterne har skrevet danmarkshistorie under forhandlingerne – ingen lønmodtagergruppe har nogensinde tilbudt at hjælpe en arbejdsgiver med så store besparelser. Det står nu klart, at ledelsen i SAS på intet tidspunkt reelt har ønsket at indgå en aftale med piloterne. Meget tyder på, at ledelsen spekulerer i at lave en rekonstruktion af selskabet, og på den her måde kan de sige, det er piloternes skyld,« siger han ifølge Berlingske.
Hos SAS bedyrer man, at man håber at finde en løsning, og at piloterne vender tilbage til forhandlingsbordet. Her har SAS-chef Anko van der Werff fortalt, at »døren står åben«.
De 1.000 piloter, som nu går i strejke, falder samtidig med det, der plejer at være SAS’ travleste uge på året.
Fly, der bliver fløjet af datterselskaberne SAS Link, SAS Connect og af eksterne partnere vil ikke umiddelbart blive påvirket af strejken.