Fortsæt til indhold

Byrod efter afslag: »Vi har en forpligtelse til at hjælpe Hotel Julsø«

Miljøstyrelsen kunne sagtens have truffet en anden afgørelse, mener næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget.

Samfund

Skanderborg Kommune står på vegne af ægteparret Ceravolo bag ansøgningen om det nye Hotel Julsø. Projekt fik de lokale byrødders velsignelse sidste efterår, efter borgermøder og høringsrunder og en noget usædvanlig proces, hvor økonomiudvalget i første omgang ikke var begejstrede for de tegninger, ægteparret Ceravolo og Topas Explorer Group kom med, og bad dem komme med forslag fra flere andre arkitekter. Efterfølgende valgte Økonomiudvalget at gå videre med forslaget fra E+N ARKITEKTUR A/S.

Miljøstyrelsens afgørelse er tudetosset. Ingen er interesseret i at bygge en udtidssvarende træpavillon. Jeg forstår til fulde ønsket om at udvide og få overnatninger. Det er helt i tråd med Skanderborgs turismepolitik
Thomas Cordtz, (K), næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget

»Der er tale om et helt specielt byggeri, der har almenvellets interesse. Derfor har vi som kommune undtagelsesvis gået ind i processen på en anden måde end normalt,« udtalte borgmester Frands Fischer dengang om kommunens engagement i projektet.

Og det engagement mener næstformand i Økonomi- og Erhvervsudvalget, Thomas Cordtz (K), stadig forpligter kommunen til at hjælpe Hotel Julsø.

»Byrådet har helt klart en forpligtelse til at hjælpe Hotel Julsø. Vi må finde ud af, hvad der så kan lade sig gøre. Jeg mener stadig, at det var det helt rigtige forslag, vi sendte afsted. Et smagfuldt ekko, af det, der var, men nyt og up to date. Miljøstyrelsens afgørelse er tudetosset. Ingen er interesseret i at bygge en udtidssvarende træpavillon. Jeg forstår til fulde ønsket om at udvide og få overnatninger. Det er helt i tråd med Skanderborgs turismepolitik,« konstaterer han og tilføjer, at han finder Miljøstyrelsens beslutning bagstræberisk.

»De kunne sagtens have truffet en anden afgørelse her. Lige meget, hvor vi er her i søhøjlandet, har vi natur i overflod. Det er bekymrende, hvis vi på den baggrund ikke må udvikle turisme-erhvervet her,« understreger Thomas Cordtz.