Fortsæt til indhold

MitID presser fortsat: Borgerservice knokler for at følge med

Ekstra mandskab sat ind, fordi mange har brug for hjælp.

Samfund
ear

Der er fortsat ekstraordinær travlhed hos Borgerservice på Fælleden, fordi der er mange, som har brug for at få hjælp med MitID.

Vi har sat ekstra mandskab på, og medarbejderne knokler for at betjene så mange som muligt, men alligevel kan vi ikke følge med det store MitID-pres.
Nancy Bank Jensen, leder Borgerservice

Det oplyser lederen af Borgerservice, Nancy Bank Jensen. Hun tilføjer, at Borgerservice meget gerne vil hjælpe.

Alle knokler

»Vi har sat ekstra mandskab på, og medarbejderne knokler for at betjene så mange som muligt, men alligevel kan vi ikke følge med det store MitID-pres. I de seneste uger har nogle måtte vente både to og tre timer i Borgerservice, fordi de er mødt op uden tidsbestilling. Og det er selvfølgelig utilfredsstillende for alle parter,« siger Nancy Bank Jensen, leder af Borgerservice i Skanderborg Kommune, i en pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune.

Situationen er nu den, at hvis man møder op uden at have booket en tid på forhånd, så risikerer man at skulle vente meget længe for at få betjening. Og kommer man sent i åbningstiden, så er risikoen slet ikke at kunne komme til.

»Derfor opfordrer vi til at booke tid på forhånd, så du undgår den lange ventetid,« lyder anbefalingen.

Brug biblioteket

Rådet lyder desuden, at man med fordel kan benytte Borgerservice på bibliotekerne, hvis man skal have hjælp til fornyelse af pas, kørekort eller blot have nye batterier til høreapparatet. Kommunens biblioteker har åbent længe, og man skal bare møde op. Det er dog ikke alle typer borgerservice-opgaver, man kan få hjælp til på biblioteket.

Det tilføjes fra Borgerservice, at hvis man har en akut henvendelse, så kan man møde op i Borgerservice på Fælleden og trække et nummer. Men der er begrænsede akuttider, og man risikerer at skulle vente længe.

Mere travlhed

Selv om opfordringen lyder til at booke tid på forhånd, så risikerer man, at der ingen ledige tider er de næste uger på grund af det store pres på Borgerservice. Men hvis man har mulighed for at vente på en tid, så kan man komme til i ro og mag på et tidspunkt, man selv vælger.

»Indtil videre er 31. oktober deadline for MitID-overgangen, så vi forventer også stor travlhed de kommende uger. Borgerne er heldigvis forstående over for den særlige situation, vi er i, og mange er gode til at booke tid på forhånd eller vælge Borgerservice på biblioteket, men vi håber, at endnu flere får øjnene op for de muligheder,« siger Nancy Bank Jensen.