Fortsæt til indhold

Fra Valby Bakke til Bar 8660: Nu bliver længe ønsket samarbejde til noget

Marcus Gorbin rykker længere ned ad gaden som forpagter.

Samfund

Det bliver nu igen muligt for bargæster på Bar 8660 at stille både den lille og store sult, når køkkenet genåbner med en ny forpagter.

Ja, det er rigtigt, at jeg forpagter køkkenet på Bar 8660 med start fra 15. september. Det bliver ikke helt i Valby Bakke-stil, selv om jeg tager burgeren derfra med, men det bliver også mad i både barstil og restaurantstil, så gæsterne vil kunne få lidt af hvert.
Marcus Gorbin, tidligere Valby Bakke

Den nye forpagter bliver Marcus Gorbin, kok og tidligere restauratør, som for en lille måneds tid siden så sig nødsaget til at lukke spisestedet Valby Bakke efter en hård opstart efter corona.

Noget med øl

»Ja, det er rigtigt, at jeg forpagter køkkenet på Bar 8660 med start fra 15. september. Det bliver ikke helt i Valby Bakke-stil, selv om jeg tager burgeren derfra med, men det bliver også mad i både bar- og restaurantstil, så gæsterne vil kunne få lidt af hvert,« fortæller Marcus Gorbin.

Helt i husets ånd kommer menuen til at indeholde retter med øl som ingrediens, således at man eksempelvis vil kunne vælge ølbraiseret oksemørbrad. Men også retter som tatar med fritter, kartoffel-porresuppe, burger med oksekød eller kylling, clubsandwich samt charcuterifad kommer på spisekortet hos Bar 8660.

Fine dining

Marcus Gorbin oplyste i forbindelse sidste uges artikel i Ugebladet om baggrunden for lukningen af Valby Bakke, at spisestedets størrelse med kun 28 pladser havde været et problem i forhold til at få tilstrækkelig høj omsætning. I den forbindelse glæder han sig over, at Bar 8660 råder over noget større lokaler med 60 pladser til spisende gæster i stueetagen og selskabslokale i kælderen med plads til 30.

Samtidig oplyser den kommende forpagter, at køkkenet på Bar 8660 har en størrelse, så der bliver plads til også at tilbyde mad som take away.

Når den nye menu er kørt ind i løbet af den resterende del af året, så er der efterfølgende på sigt planer om en gang om måneden at køre et arrangement med fine dining.

»Det er et arrangement, hvor man betaler en kuvertpris og får 5-7 retter mad samt lækker vin og øl, som serveres på samme tid for alle,« siger Marcus Gorbin.

Vi har virkelig manglet køkkendelen, og jeg har altid gerne villet arbejde sammen med Marcus, så det passer godt, at vi fik muligheden nu.
Fie Hansen, barchef 8660

Manglet køkkendelen

Marcus Gorbin glæder sig meget til det kommende samarbejde med Bar 8660. Det samme gør barchef Fie Hansen, Bar 8660. Hun fremhæver, at Bar 8660 virkelig har manglet køkkendelen, siden den seneste forpagter måtte lukke ned. Det har været forsøgt med at få leveret mad udefra, men det var svært at få til at fungere.

»Vi har virkelig manglet køkkendelen, og jeg har altid gerne villet arbejde sammen med Marcus, så det passer godt, at vi fik muligheden nu,« siger Fie Hansen.

Det bekræfter Marcus Gorbin.

»Ja, vi har vel talt om at lave et samarbejde i det sidste halvandet år,« siger han.

Barchefen fremhæver, at Marcus Gorbin og det, han står for, passer godt til de værdier, som Bar 8660 gerne vil stå for.

»Vi går op i at skabe en familie- og fællesskabsfølelse, så vi ikke bare er et tilfældigt sted, og det samme vil Marcus kunne bidrage med,« siger Fie Hansen.

Det er Skanderborg Bryghus, der driver Bar 8660.