Fortsæt til indhold

Enigt udvalg afgør skæbnen for Djursland for Fuld Damp

Mandag mødtes Kultur- og Fritidsudvalget i Norddjurs Kommune, hvor et af punkterne på dagsordenen var Allingåbro-attraktionen Djursland for Fuld Damp.

Samfund

Djursland for Fuld Damp overlever 2023.

Det tyder det i hvert fald på, efter Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) i Norddjurs Kommune mødtes mandag eftermiddag for blandt andet at drøfte fremtiden for turistattraktionen, der har varslet lukning, efter det stod klart, at kommunens budget for 2023 ikke inkluderede de 750.000 kr., som det ifølge foreningen er nødvendigt for at drive den videre.

På udvalgsmødet nåede et enigt udvalg frem til, at Djursland for Fuld Damp skal indstilles til et driftstilskud på 500.000 kr., og derved vil det samlede tilskud for 2023 til Djursland for Fuld Damp nå de 750.000 kr., som bestyrelsen bag har fremlagt som nødvendige for at varetage driften af den gamle station, skinnecyklerne og kanosejladsen blandt andet, har bestyrelsesformand Torben Jensen tidligere forklaret til Lokalavisen.

Nu er pengene så fundet, oplyser kommunen til Lokalavisen.

»Vi står alle i udvalget bag prioriteringen af tilskuddet på 500.000 kr. og er enige om, hvordan vi skal arbejde videre med Djursland for Fuld Damp, udtaler udvalgsformand Allan Gjersbøl Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Hvor kommer pengene fra?

Ifølge KFU-medlem Fritz Birk Sørensen (S), der også sidder i bestyrelsen i Djursland for Fuld Damp er de 500.000 kr. taget fra det overskud på driften, som udvalget har i 2022, der lyder på i alt 1,5 mio. kr. i runde tal.

»Jeg er meget glad for, at det er lykkedes os at finde pengene til Djursland for Fuld Damp, for det har så stor en betydning for Allingåbro; for handelslivet, for borgerne. Så det glæder mig,« siger Fritz Birk Sørensen.

Den del bakkes han op om fra Allingåbros borgere. Formand for Handelsstandsforeningen Susanne Salling stilte sig i sidste uge i Lokalavisen meget uforstående over for politikernes prioritering.

»Jeg kan slet ikke forstå det her. Det er kommet som en tyv om natten, at vi taler lukning lige pludselig,« har Susanne Salling sagt til Lokalavisen.

»En stor procentdel løber over til Ulrik (bageren, red.) efter rundstykker, og en del af dem bor på hotellet eller i sovevognene. Det er ikke kun Allingåbro, det er hele området; det er sommerhuse i Store Sjørup, i Fjellerup, og det er dem, der tager en tur til Gl. Estrup før eller efter. Det er jo en del af pakken herude,« uddybede Susanne Salling.

Hvis Djursland for Fuld Damp lukker, så får det afgørende betydning for Allingåbro, fortæller borgerforeningens formand Susanne Salling, der ikke føler sig hørt i politikernes beslutning. Leo Petersen deler synspunktet. Foto: Søren Brunsgaard Ladefoged.

Forud for mødet mandag den 24. oktober har KFU ikke kunnet sige noget konkret om, hvorvidt overskuddet på driften kunne bruges på Djursland for Fuld Damp. Ikke mindst fordi der samtidig er meldt om store udfordringer med stigende energiomkostninger i hallerne rundt om i Norddjurs.

Blandt andet har Auning Idræts- og Kulturcenter senest afholdt borgermøde om deres udfordringer og forsøgt at råbe politikerne op om vanskelighederne ved at betale egne regninger med de stigende omkostninger.

»Vi kæmper for vores overlevelse. Det må vi erkende,« sagde AIK-formand Jeppe Friis ved den lejlighed.

Ifølge en opgørelse fra forvaltningen i Norddjurs Kommune har alle hallerne i Norddjurs Kommune i alt forventede merudgifter for over 1,5 mio. kr. i 2022. Dermed al overskuddet fra KFUs ubrugte midler. Men der er nu kun 1 mio. kr. til deling, forklarer Fritz Birk Sørensen efter tildelingen til Djursland for Fuld Damp.

»Det er klart, vi har kigget på, hvad der var af udfordringer og været nødt til at prioritere mellem dem. Uden at kunne gå få meget i detaljer på nuværende tidspunkt, har vi fordelt de resterende midler mellem hallerne - hvor svømmehallerne får den relativt største bid af kagen,« siger udvalgsmedlemmet.

Hallerne, der har rapporteret merudgifter i 2022 er udover Auning Idræts- og Kulturcenter: Nørre Djurs Hallen, Allingåbro Idrætshal, Rougsøhallen, Åstrup Fritidscenter, Nørager Boldklub, Grenaa Idrætscenter og Ørum AktivCenter.

Fritz Birk Sørensen, hvordan har du det med, at I må lave en feberredning her i 11. time? Skulle det ikke have været på budgettet?

»Det er en fejl, at den er gledet ud, ja. Jeg havde indstillet det til gruppeformanden, men den er røget ud i processen. Men det er vi opmærksomme på til en anden gang,« siger han.