Efter fund af fugleinfluenza: Nu skal 34.000 kalkuner aflives
Fødevarestyrelsen oplyser, man afliver kalkunerne torsdag.
Der er konstateret fugleinfluenza i kalkunbesætning ved Lundby i Slagelse Kommune.
Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen tog prøver fra dyrene tirsdag, efter et stort antal kalkuner var døde. Her viser prøveresultaterne fra Statens Serum Institut, at besætningen er smittet med fugleinfluenza.
Det betyder, at Fødevarestyrelsen og Beredskabstyrelsen torsdag rykker ud og afliver de cirka 34.000 kalkuner, der er i besætningen. Det sker af hensyn til dyrenes velfærd og for at forhindre yderligere smittespredning, lyder det fra Fødevarestyrelsen.
»I slutningen af sidste måned havde vi et tilfælde af fugleinfluenza i en hobbybesætning på Als, og nu har vi så netop konstateret sygdommen hos en professionel avler. Udbruddene er desværre ikke helt uventede. Det seneste udbrud kommer bare en dag efter, at vi hævede vores trusselsvurdering for sygdommen fra lav til middel, bl.a. fordi de store fugletræk nu er i gang, og sygdommen breder sig i landene omkring os,« siger veterinærchef Mette Kirkeskov Sie fra Fødevarestyrelsen.
Har lavet beskyttelseszone
Fødevarestyrelsen oplyser, at man har oprettet en 3-kilometers beskyttelseszone og en 10-kilometers overvågningszone rundt om den smittede besætning.
Inden for zonerne er det bl.a. forbudt at sælge og flytte æg, høns og andre fugle, med mindre man får en særlig dispensation fra Fødevarestyrelsen. Ejerne af fjerkræ inden for zonerne skal derudover holde dyrene isoleret og beskyttet mod kontakt til andre dyr, herunder vilde fugle. Her skal alle fjerkræejere i 3 km-zonen desuden registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk.
Der er siden august konstateret fugleinfluenza i tæt ved 150 europæiske besætninger og i mere end 500 vilde fugle i Europa, blandt andet i Tyskland, Holland og Danmark.
Første professionelle besætning
Udbruddet ved Lundby er det første i en professionel besætning, siden efteråret satte ind. Som konsekvens af det aktuelle udbrud forventer Fødevarestyrelsen, at flere lande uden for EU lukker for import af både danske æg og fjerkræ.
Og finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, kan du melde fundet til Fødevarestyrelsen på app´en ’Fugleinfluenza Tip’.