Præsteklumme: Alternative pilgrimsvandringer
Præsteklumme Dorthe og Troels havde kun været gift tre år, inden Troels fik sclerose og kom i kørestol. Begge er pilgrimme og har i regi af Egtmont Højskole vandret med kørestol og hjælpere, både på Caminoen og på Hærvejen. Sort humor og livsmod er kendetegnende for de to. Ægteparret er faste deltagere ved pilgrimsgudstjenester og på lokale vandringer. Efter mange år med hjælpere ud og ind ad døren er Troels nu kommet på plejehjem. Parret går mange ture i lokalområdet, og de har fået den idé at regne kilometerne sammen og forestille sig, at de er på vej til Rom! Dorthe har givet sin mand et Europakort i fødselsdagsgave, og en nål markerer, hvor langt de er kommet sydpå. I skrivende stund har de krydset den tyske grænse og er nået til Hamborg! Plejehjemmet kalder de ’Alberque Municipal’ – det spanske ord for byens herberg, og på denne kreative måde får ægteparret pilgrimstanken integreret i hverdagen. Det kan man da kalde en alternativ pilgrimsvandring! Ofte er Dorthe med på pilgrimsvandring på Hærvejen eller i Mols Bjerge. Det imponerer og glæder mig, at hun har overskud til det.
Når jeg er ude og holde pilgrimsforedrag rundt om i landet, ligger det mig netop på sinde at pointere, at pilgrimsvandring ikke handler om præstation. Her er ikke tale om A- og B-kristne, hvor det gælder om at kunne gå x antal kilometer for at være et kristent menneske. Det gælder ikke om at ’høvle en masse kilometer af’. Det vigtigste er den indre vandring: At have en bøn med i hjertet, at ’gå med Gud’ i troens landskaber. Man kan med andre ord være pilgrim på mange måder.
Derfor blev jeg glad, da en kollega ringede og spurgte, om jeg ville lægge en pilgrimsvandring til rette for hendes minikonfirmander fra 3. klasse. Rammen var en eftermiddag på tre timer i Riis Skov ved Aarhus Bugt. Præstens positive introduktion til børnene var en god pædagogisk start på turen, og glade gik vi i skoven sammen med gruppen af 10-årige børn. Det var ikke svært at finde vandringsstave, som var et hit. Senere holdt vi pause, lagde os i skovbunden og så op på de høje bøgetræer, der stod som et gyldent hvælv i efterårsskoven. Børnene lærte den enkle sætning: ”Herre, vis os vejen, og giv os mod til at gå den!” (Birgitta af Vadstena, 1303-73). Rygsækken havde vi fyldt med mad til et nadvermåltid, bestående af saft og nybagt flutes. Børn i den alder er som regel meget religiøse, åbne for det guddommelige uden de filtre, som forstanden senere får sat i hovedet. Det var en gave at få lov til at være sammen omkring den kristne tro med disse søde og åbne børn.
Til pinse er jeg blevet bedt om at arrangere pilgrimsvandring med børnefamilier i Mols Bjerge. Tema for vandringen er selvklart: Helligåndens fødselsdag. Vi går på barne- og klapvognsvenlige stier og grusveje. For troens nye veje skal gås til!