Fortsæt til indhold

Har "nogen" stillet ejerne noget i udsigt?

Samfund
Viggo Jonasen; Cand.scient.pol, lektor emer og tidl. byrådsmedlem for Enhedslisten; Hørgårdsvej 18, Risskov

"Strandhuset skulle nedrives – grunden skulle udstykkes."

Det oplyste Lars Buus Jensen, den ene af ejerne af Rolighedsvej 16A, om hans motiv til at købe ejendommen i 2014 i mail til Grundejerforeningen Vejlby Fed.

Hvorfor købte han og datteren Gitte Buus så hus og grund, når lokalplanen bestemte, at der ikke måtte udstykkes og nedrives?

Forklaringen er lidt indviklet – men den kan dog findes:

Konsortiet KPC havde købt hele Psykiatrisk hospital, inklusive strandparken, af Region Midtjylland. KPC skulle have byrådet til at vedtage en lokalplan – LP 1031 – for hele området for at kunne nedrive og nybygge. KPC havde også blik for den mulige fortjeneste ved udstykning af Strandhuset-grunden til "attraktive" villagrunde.

Men – KPC var helt bevidst om, at der ville blive spektakel, nemlig med naboer og bevaringstosser, hvis KPC indskrev mulighed for nedrivning og udstykning af Strandhusgrunden i lokalplanforslaget. Og spektakel om lokalplanen kunne føre til udskydelse af deres meget store byggeprojekt, hvis lokalplanvedtagelsen trak ud, og der eventuelt kom ankesag.

Hvad gør man så? Jo, KPC fik udmatrikuleret Strandhusgrunden med 3.071 m2. Og man fik indføjet i lokalplanen, at Strandhuset skulle bevares, og at grunden ikke måtte udstykkes. Så var naboer og bevaringstosser tilgodeset. Derefter solgte KPC grunden til Lars Buus Jensen og Gitte Buus. Og så kommer den sjoveste oplysning i Lars Buus Jensens mail:

Ifølge "den betingede købsaftale med KPC måtte vi ikke kommentere den kommende lokalplan nr. 1031, inden lokalplanen for hele Psykiatrisk Hospital er vedtaget"

Hvorfor nu det? Min udlægning: Selvfølgelig fordi der ikke skulle skabes opmærksomhed om den egentlige plan - nedrivning og udstykning. Køberne forventede, at man efter vedtagelse af lokalplanen kunne søge byrådet om at ophæve LP 1031 for Strandhuset-grunden og dermed ophæve bevaringsbestemmelserne.

Som tænkt så gjort: Anders Horsbøl indsender kort efter vedtagelse af lokalplan 1031 ansøgning om, at bestemmelserne om, at Strandhuset skal bevares, og at grunden ikke må udstykkes, ophæves. Han skriver endog, at ansøgningen indsendes efter aftale med Henrik Seiding, kontorchef i Teknisk forvaltning. Sådan aftale eksisterer ikke. Øh – er der nogen, der lyver?

Ikke så meget senere beslutter rådmand Simsek at starte lokalplansag op om ophævelse af lokalplan 1031 med dens bevaringsklausul og udstykningsforbud.

Har "nogen" stillet ejerne i udsigt, at de – trods kommuneplan og lokalplan - kunne forvente ophævelse af lokalplan og derefter udstyknings- og nedrivningstilladelse?

"Nogen" i forvaltningen? "Nogen" i byrådet? "Nogen", som man kan have en god og professionel relation til (Citat: Martin Busk). Vi kan ikke vide det – det vil nok kræve lidt graver-journalistik.

Altså: i 2014 er købers mål nedrivning og udstykning. I 2017 er Anders Horsbøls mål nedrivning og udstykning (mail til kommunen). I 2018 er Martin Busks mål byggeri af to huse foruden Strandhuset. Og så 15. december 2019 er målet blevet: "Min familie og jeg skal bo i den eksisterende bygning, og familien Buus Horsbøl skal bo i den nye. Det drejer sig om to ganske almindelige familier med to børn hver," fortæller Martin Busk til JP Århus.

Busk og Horsbøl har været ansøgere og forhandlingsparter i sagsbehandlingen til kommunen. Jamen hov, det er Lars Buus Jensen og Gitte Buus, der ejer hus og grund.

Hvorfor Anders Horsbøl? Han ejer ikke huset eller grunden – det står hans tidligere "erhvervskarriere" nok i vejen for (læs bogen "Andre folks penge", Politikens Forlag). Men han deler dog bopæl med ejer nr. 2, Gitte Buus. Og de to er lige i 2019 blevet færdig med nybygning af hus på Klintevej 40.

Hvorfor Martin Busk? Han er ikke ejer af huset eller grunden. Der ses i aktindsigten ingen fuldmagt til ham.

Fra ejernes 'riv ned, styk ud og tjen på det'-plan i perioden 2014-2018 er motivet i december 2019 skiftet til "vi vil så gerne bo der i Hack Kampmanns fantastiske hus (Busk), selvom vi lige har bygget nyt stort hus på Klintevej (Horsbøl)."

Så tak til Lars Buus for belysningen af de oprindelige motiver, som Horsbøl jo har fastholdt frem til 2018. Dermed er måske også kastet halv-lys over nogle af – om ikke løgnene så dog - motivændringerne. Det forklarer ikke den manglende kalkning af huset siden overtagelsen – når man nu gerne vil bo i det.

Fortielser: Lars Buus og jeg har kastet lys på nogle af fortielserne - den kontraktlige ikke-indsigelse - i det betingede skøde. Rådmanden har i svaret den 27. januar til Eva Borchorst og Keld Hvalsø svaret, at der ikke i forvaltningen foreligger noget skriftligt om motiver til bevaringsbestemmelserne i lokalplan 1031. Og den sagsbehandler, som måske kan huske det, er gået på pension!

Ango Winther (S), Bünyamin Simsek (V) og de konservative har opretholdt total tavshed om deres motiver for først at stemme for bevaringsbestemmelserne i kommuneplan 2013 og 2017 og især i LP 1031 i 2017 – og siden at stemme for ophævelsen. Har de kendt til 'køreplanen' og klausulen om ikke-indsigelse?

De har også opretholdt total tavshed om det tab af miljøværdi, som beskæringen af den visuelle sammenhæng mellem øvre hospitalspark, Strandparken og bugten betyder. Ganske vist er den udsigt, den miljøværdi, ikke privatejendomsretligt beskyttet – men den er dog en del af aarhusianernes kollektive ejendom, miljøet. Partiernes tavshed om det aspekt er larmende.

At forvaltningen med dens arkitektfaglige bemanding også er totalt tavs om miljøspørgsmålet, er beskæmmende. Det eneste, der ligner en arkitektfaglig begrundelse fra forvaltningen, er, at byggeri af to meget store villaer vil være i god forlængelse af Strandvænge-bebyggelsen. Jamen – vil det ikke også gælde bebyggelse af hele Strandparken?

Voldsomme ord er føget igennem byrådssal og avisspalter i Rolighedsvej-sagen.

"Ordfører anklaget for at lyve i byrådssalen". Stemningen koges rigeligt op. Men: hvem har hvilke motiver? Hvem lyver hvor meget? Hvem fortier hvad? Hvem er i forbindelse med hvem?

Ganske mange forhold er stadig ubelyst i sagen.

Derfor det også velgørende, at Lars Buus Jensen, den ene ejer af Rolighedsvej 16A, har bidraget med faktuelle oplysninger i mail til Grundejerforeningen Vejlby Fed den 24. februar.

Én oplysning er, at ejerskabet først er overgået til Gitte Buus og Lars Buus Jensen pr. 31.12.2018, thi købet d. 7. november 2014 var "betinget købsaftale". Så misligholdelsen af huset var indtil 31.12.2018 regionens skyld!

En anden gruppe oplysninger lyder: ”Da vi købte Strandhuset i 2014, forventede både KPC og undertegnede, at den kunne udstykkes – faktisk var vi i dialog med deres byplanlægger om netop udstykkelse. (...) Huset var på daværende tidspunkt SAVE 4 i bevaringsværdi, hvilket betød at huset sandsynligvis kunne nedrives, hvilket faktisk blev anbefalet af Psykiatrisk Hospital, der selvfølgelig var bekendt med husets dårlige stand."

Det hører i øvrigt med til baggrund for sagen, at værket "Kommuneatlas for Århus" tillægger Strandhuset samme bevaringsværdi som Bindesbølls Psykiatrisk Hospital, nemlig rød. Og at værket fremhæver, at der fra skråningen er en enestående udsigt over bugten.

Hvorfor har rådmand Simsek iværksat 'fast-track' behandling af ansøgningen? Og hvorfor starte på ophævelsessagen, efter Horsbøl/Busk uden fuldmagt fra ejerne har søgt om ophævelse af lokalplanen og dens bevaringsbestemmelser?

Nå-ja - og hvorfor Ango Winthers voldsomme mobning af Eva Borchhorst Mejnertz (RV) for at have glemt en messenger-besked fra Martin Busk? Er det blot en afledningsmanøvre fra egen rolle i sagen?

Lars Buus Jensen har med sit brev til Grundejerforeningen Vejlby Fed prisværdigt indsat en vigtig brik i et puslespil af billedet af, hvordan samspillet foregår mellem 'byudviklere', byråd og forvaltning, når de ændrer vor by. Mange brikker mangler stadig.