Præsteklumme: De andres andre

præsteklumme Danmark åbner lige så stille op igen. Det er godt! For vi er ved at være utålmodige. For hvor længe skal det vare? Spørger vi Mette Frederiksen, Søren Brostrøm og hinanden, for vi vil gerne have klar besked, hvor længe skal den her coronaundtagelsestilstand vare? Er det 3,5 uger mere, er det fem måneder, eller er det et helt år? Vi ved egentlig godt, at der ikke gives klare svar på spørgsmålene, men vi stiller dem alligevel. For vi savner at kunne give hinanden et ordentligt håndtryk og et knus. Vi savner at kunne mødes med lige dem, vi har lyst til i hjemmet, til koncerter, til fester, på fodboldbanen og i kirken.

Ja, vi savner endda de andres andre. Savner at høre om sønnens bedste venner, om mandens kollegaer og veninders veninder, børn og børnebørn. For er der noget som denne mærkelige coronatid har gjort tydelig, så er det, at vi er forbundet med hinanden på utallige måder. Vi er stærkt forbundne med vores familie og venner. Vi er knyttet til dem, vi arbejder sammen med. Vi er endda forbundne med de andres andre.

Vi har bestemt ikke længere lyst til "at være sammen hver for sig," vi har lyst til at være sammen-sammen. Vi har lyst til at være sammen-sammen i kirken.

Vi glæder os til at komme i kirken igen og mødes om det håb, som vi aldrig får at se, og som vi har ventet på med udholdenhed. Vi glæder os til nærværet, gudstjenesten, sangen, nadveren. Vi glæder os til at mødes og høre om de andres andre.

Vi glæder os til gode ord at leve af! For selvom vi aldrig får klippefaste tegn og sikker vished - heller ikke i kirken, så giver det trøst og håb at føle, at vi er forbundne med hinanden på utallige måder - direkte som familie og venner, gennem de andres andre og gennem Kristus.