Vi slingrer og synger glade og sørgmodige sange

KLUMME Jorden er din, synger vi. Alt tilhører dig fra den subatomare partikel til hele universet; dyr, planter, svampe, bakterier, mineraler, hvirvelvinde, tornadoer, jordskælv, laviner og oversvømmelser.

Her kæmper alle væsener om at leve, som skovtræerne konkurrerer om sollyset. Alt levende prøver at holde balancen, som et naturvæsen blandt andre, og slingrer gennem omgivelserne, som en cyklist gennem landskabet.

Indtil solen svulmer som en rød kæmpestjerne, og livet dør ud, cykler vi på samme sti.

Der er ingen flugt fra jorden og ud i verdensrummet. Vi slingrer og synger glade og sørgmodige sange. Jorden er din.

Sådan lyder en af bibliaderne i Bønnebogen Himlen i dine fodsåler.

Jeg tror, at det er den erfaring, som vi alle sammen drager i denne tid - at vi slingrer og synger glade og sørgmodige sange.

Det er i hvert fald sådan det har føltes siden coronavirusset overtog det meste af dagsordenen i hele verden. At vi slingrer, fordi ingen af os har oplevet noget som dette før. Selv de mennesker, der er eksperter på området, slingrer. F

or selv om de ved mere end os, så ved de ikke det hele. Der er ingen, der har det fulde billede; simpelthen fordi det ikke er tegnet færdig endnu. Vi gør alle sammen vores bedste med det, vi hver især har at gøre godt med.

Vi slingrer og synger glade og sørgmodige sange. Vi forsøger at holde balancen, det bedste vi kan.

Det er vores fælles erfaring og det vilkår vi alle sammen deler.

Og midt i det hele, der bliver vi mindet om, at jorden er Guds. At han er med os gennem det hele. Og at det er i hans hænder, vi alle sammen hviler. For når det er det eneste, der er at gøre, så er det der, vi finder ro.

Ro fra en verden fuld af bekymringer; ro til at gøre det, som skal gøres. Ro til det, som under alle omstændigheder vil komme. Det er her, vi er nu. Midt i den verden, der er Guds.

Og det er også vores fælles erfaring, at vi her kan finde den ro, som det giver os at vide, at vi allerede er i Hans hænder.