Ny butiksejer får flettet kurve i Vestafrika: »Det handler om kultur og bæredygtighed«

Line Marie Kajali Madsen har tilbragt en stor del af sit liv i Ry. Alligevel er det på mange måder hendes rejser på det afrikanske kontinent, der har lagt fundamentet til det liv, hun lever i dag. Hvordan det lige hænger sammen, er dog en længere historie. Den starter i Skotland i 90’erne.

»På det her tidspunkt arbejdede jeg med handikappede udenforEdinburgh. En dag sad jeg, og bladrede i det britiske dagblad The Independent. Der stod, at der var nogle unge, der søgte andre unge til at udsmykke og rigge en gammel millitærbus til til en overlanding rejse, så den kunne køre gennem Sahara,« fortæller den 49-årige lokale iværksætter fra Ry.

Overlanding er en rejseform, hvor man kun er afhængig af sig selv, og hvor rejsen i sig selv er målet.

»Det var meget populært i 90’erne – så jeg hjalp med at rigge lastbilen til, og så tog vi afsted.«

Gruppen kørte gennem Frankrig og Spanien over Gibraltar og så ned gennem Nordafrika. De var omkring 15 unge på bussen, og de skiftedes til at køre hver dag, og sov i soveposer rundt om bilen. Turen var dog ikke helt som Line Marie Kajali Madsen havde forestillet sig.

»Da vi kom til Ghana, syntes jeg, det var en alt for overfladisk måde at rejse på. Det der med bare at rejse igennem lande. Der ville jeg gerne stoppe op og tage ind til byerne og snakke med folk. Der syntes jeg ikke længere det var den rigtige rejseform for mig.«

Hun stod derfor af i Ghana i Vestafrika. Det skulle vise sig at få stor betydning for hendes fremtid.

Hverdagens trummerum

I Ghana tilbragte Line Marie Kajali Madsen som 20-årig et par måneder på en danseskole. Selvom tiden i Ghana bød på mange store oplevelser, var siden i Ghana også svær.

»Det var hårdt at være helt alene og at være anderledes. Det var svært at blive accepteret på lige fod med lokalbefolkningen på grund af historien og kulturen.«

Derfor gik der ikke længe inden hun fløj hjem til Danmark. Hun var dog i mellemtiden blevet meget interesseret i de vestafrikanske djembe-trommer. Hun nåede derfor lige at købe en djembe og sende den hjem til Danmark inden hun selv tog turen samme vej. Trommen nåede dog aldrig frem.

»Jeg begyndte at læse i Aarhus som ergoterapeut, og jeg havde næsten glemt alt om den tromme.«

Mens Line Marie Kajali Madsen studerede, besøgte hun ofte spillestedet Æsken i Aarhus. Her flød der ofte etnisk musik ud af højtalerne, og det var også her hun mødte manden i sit liv:.

»En aften på det her spillested mødte jeg en fyr fra Gambia. Jeg fortalte ham om den her tromme, jeg havde mistet. Han fortalte mig, at han faktisk havde en djembe, som jeg gerne måtte låne. Jeg spurgte ham efterfølgende, om han også kunne undervise mig.«

Manden hed Santis Kajali Sanyang. Hver gang de mødtes kom de tættere på hinanden, og lidt efter lidt blev de kærester.

To år i Gambia

Efter mødet på det etniske spillested i Aarhus flyttede Line Marie Kajali Madsen og Santis Kajali Sanyang sammen i et kollektiv udenfor Aarhus. Her boede de nogle år. Livet var godt. Efter de fik deres tredje barn var der dog noget, der manglede.

»Vi ville gerne have, at vores børn skulle møde deres familie i Afrika.«

Ligesom dengang i Skotland gik Line Marie Kajali Madsen også denne gang all-in. Det var ikke nok at tage til Gambia i to uger. Hvis børnene skulle kende deres familie, så skulle de leve med dem.

»Dengang var der andre børneorlovsforhold. Så i 2005 solgte vi alle vores ting, fremlejede vores kollektiv og tog to år til Afrika med alle vores unger.«

Starten på eventyret gik dog ikke som familien havde håbet.

»Vi kom midt i regntiden i julimåned. Det var meget meget varmt. Ungerne reagerede meget kraftigt på det. De fik bylder, og vi fik malaria, så det var rigtig svært de første tre måneder.

Lige pludselig blev vendte lykken dog. Sygdommene forsvandt, og dagene var solrige og glade. Hverdagen i Vestafrika var anderledes – både på godt og ondt – især det tætte liv med børnene, var noget familien nød i fulde drag.

»Jeg oplevede bare et helt andet tempo og nærvær i forhold til børnene. Her i Danmark er der program på hele dagen, og man har ikke så mange timer med mor og far. I Gambia var der meget mere nærvær. Børnene havde masser af folk omkring sig, vi havde hele dagen sammen og der var bare mindre stress. Det var som om tiden stod stille.«

Et andet liv

Tiden stod dog ikke stille i sidste ende. Efter to år i Gambia flyttede familien igen hjem til Danmark.

»Vi lovede hinanden, at fra nu af skulle vi til Afrika hvert andet år og holde kontakt med familien dernede.«

Tilbage i Danmark og Ry gik livet sin gang. Santis Kajali Sanyang brugte sin baggrund som landsholdsspiller på det gambianske fodboldlandshold, samt sin store interesser for musik i sit arbejde som pædagogmedhjælper i Ry. Line Marie Kajali Madsen kastede sig over massørhvervet og startede Ry Fysiurgisk Massage i 2019. Samtidig er de begge meget aktive i forreningslivet i Ry. Og lige pludselig var der gået 17 år.

»Det kom til et punkt sidste år, hvor vi satte os ned og sagde: nu skal vi afsted, ellers kommer vi aldrig derned igen.«

De aftalte at sparre op, og i sommer tog familien så afsted igen, sammen med deres tre voksne børn som nu var i starten af 20’erne samt lillebror på 14 år, som sidenhen var kommet til. På turen stødte Line Marie Kajali Madsen på de mange forskellige kurve, som lokalbefolkningen laver af blandt andet nedfaldne palmeblade og søgræs, der vokser i floderne. Hun huskede kurvene fra sidst de var i Gambia, men denne gang tænkte hun pludselig, at det kunne være sjovt at starte en virksomhed omkring det.

»Det er klimavenligt, bæredygtigt og genbrug. Det passede lige ind i tidsånden, tænkte jeg.«

Hun fik kontakt til den lokale kurvefletter Omar, og sammen laver de de kurve, som man nu kan købe i Butik No 9 i Ry.

»Det er en vildt sjov og spændende proces. Omar taler kun det lokale sprog Wolof, så det kræver ofte tegninger og kropssprog at forstå hinanden. Vores familie i Gambia hjælper også meget med kontakten.«

Alle kurvene er fair trade. Det er nemlig enormt vigtigt for Line Marie Kajali Madsen, at Omar også skal kunne leve af deres fælles forretningseventyr. Og det er da også drømmen for fremtiden.

»Jeg håber bare på, at det betyder, at jeg kan komme til Gambia lidt oftere, og at samarbejdet kan skabe et levegrundlag både for mig her i Ry og for familien i Gambia.«