Præsteklumme: Er der grund til bekymring?

præsteklumme Når bekymringerne griber os, så begynder vores tanker at løbe af med os. Vi bliver urolige, ængstelige, nervøse. For hvordan skal det gå med børnene, arbejdet og klimaet? Vi kender det alt for godt!

Når vi prøver at hjælpe den bekymrede, ender det dog ofte med, at "hjælpen" er, at vi slår det hen med bemærkninger som, "det skal du ikke tænke på", eller "du må ikke tage det så tungt" eller "lad nu være med at tage sorgerne på forskud".

Vi mærker uroen, ængstelsen, mismodet og modløsheden hos den bekymrede, og i virkeligheden kan vi ikke gøre noget ved den bekymring, som den anden står med. Vi vil så gerne hjælpe, og derfor kommer vi ofte til at gøre kort proces med bekymringen ved at sige, at den ikke behøver at være der. Men det får ikke bekymringen til at gå væk.

Men hvorfor er det, at vi ikke må bekymre os – hvorfor ser vi det som noget dårligt?

Bekymringerne udspringer altid af noget, som er vigtigt for os. Bekymringer kommer fra hjertet. Når vi fortæller andre om vores bekymring, har det karakter af en betroelse, vi fortæller om noget eller nogen, vi gerne vil tage vare på, noget som er meget vigtigt for os.

Vi vil gerne gøre noget, vi mener, noget bør gøres. Så bekymringen har sine gode grunde. De er tegn på, at noget er vigtigt for os.

Det skal ikke slås hen, blot fordi det ikke kan løses. Det skal høres som det, det er: en hjertesag.

Bekymringerne minder os også om noget andet vigtigt – den minder os om vores afmagt.

Den bryder vi os ikke om. Vi vil helst kunne planlægge os ud af problemerne.

Hvis vi kunne vedkende os afmagten, så kunne vi måske undgå bekymringens endeløse række af "hvis nu…'er". For vi ved reelt ikke, hvordan fremtiden ser ud.

Vi skal gøre det, vi kan. Det der ligger inden for vores rækkevidde, det er vores ansvar. Og vi skal slutte fred med, at fremtiden er en ligning med for mange ubekendte. Den løser vi ikke hverken med eller uden bekymring.

Man kunne så slutte med prøvende at sige: Fremtiden er Guds ansvar.