Indvielse af ny infostander i Laurbjerg
Der bliver festlig fejring af Laurbjergs nye infostander
samfund Fredag 25. september 2020 indvies Laurbjerg og omegns nye store Infostander. Skærmen tændes om morgenen, og Laurbjerg vil summe af aktivitet hele dagen for at markere dagen.
Børnene i Lilleåskolen vil i løbet af dagen besøge skærmen sammen med deres klasser, og om eftermiddagen vil der være forskellige aktiviteter hos blandt andet Laurbjerg Vandværk, Laurbjerg Hallen og Laurbjerg Kirke.
Initiativtagerne bag skærmen, Laurbjerg Hallen, Min Købmand og Laurbjerg Menighedsråd har arbejdet i flere år på at etablere en digital infoskærm midt i Laurbjerg, som foreningerne gratis skal kunne benytte til at reklamere for deres aktiviteter. Nu er den endelig en realitet med hjælp fra en række sponsorer.
Borgmesteren skulle have været inviteret til åbningen, men det er desværre blevet ændret til at foregå i mindre arrangementer rundt om i byen, så man får en corona-sikker indvielsesfest.
mj