Præsteklumme: PR for kirker – en umulig opgave?
præsteklumme ""Følg mig", sagde Jesus. I dag er der ingen, der har flere følgere end ham, ikke engang på Twitter. Ifølge Guinness World Records er Bibelen historiens største bestseller. Den internationale tidsregning tæller årene fra Jesus Kristus' fødsel. Og korset, som Jesus blev henrettet på, er et gigabrand", sådan skriver professor Kasper Bro Larsen i indledningen til sin Tænkepause om Jesus.
Men hvad betyder det for os, der arbejder i Folkekirken, når vi gerne vil reklamere for arrangementer i kirken eller højne vores grafiske udtryk. En ting er, at Jesus er brandet, men hvordan med Folkekirken?
Dét talte jeg med grafiker Jørgen Møller om. Jørgen Møller har firmaet Graphic:id, og han er i gang med at skabe et helt nyt logo og grafisk udtryk til Egå Kirke. Allerede, da vi indledte samarbejdet, fortalte Jørgen, at han egentlig ikke synes, man skal lave logoer til kirker.
For ifølge Jørgen er kirken en institution, der er så ophøjet, at man ikke skal begynde at brande den. Han siger: "Kirken er på en måde "brandet" så meget i folks bevidsthed, at den ikke kræver logoficering. Reklamering af en kirke kan let trække kirken ned på et almindeligt organisationsniveau. Kirken er givet, og det skal gerne ligge i den måde, kirkerne formidler på. Vi kan jo ikke tale om at sælge en kirke. Det lyder forkert."
Jørgen fortæller også, at han faktisk sjældent har set et logo til kirker, der virkelig fungerer bredt. De kan godt fungere i én sammenhæng for eksempel på brevpapir, men så fungerer de ikke på en salmebog, på plakater eller elektronisk. Det er svært at lave et logo, der kan spænde lige fra det formelle til det hverdagsagtige med for eksempel spaghettigudstjenester.
I en verden af informationer, må kirken kommunikere på alle platforme. Men kan vi gøre det uden at sælge ud? Enhver kirke må finde balancen mellem oplysning og reklame, så vi rammer det særlige punkt hos danskerne, hvor Folkekirken ifølge Jørgen ligger: nemlig godt og sikkert i folks bevidsthed.