Præsteklumme: Lad os smitte hinanden med forventningens glæde

præsteklumme Aldrig så snart var halloweenpynten pakket væk for i år, før hylderne nu igen bugner med chokoladenissemænd, juleservietter og dekorationsler. Alle de ting, som egentlig først hører julemåneden til, men som butikkerne frister os med allerede her i november. Det er lige før, man når at blive træt af alt det juleri på forskud, før vi overhovedet når frem til december. Sådan plejer jeg i alt fald at tænke – men i år er det anderledes.

Med skiftet til vintertide mærker vi dag for dag, hvordan mørket gør indhug i vores dagligdag. Det er der ikke noget nyt i. Men i år er det alligevel som om, at november er mørkere, end den plejer at være. Måske er det en form for corona-tristhed, der indfinder sig? Bekymringerne tynger: Hvad vil den kolde tid mon bringe os af nye restriktioner? Hvordan bliver julen i år, hvor vi skal passe godt på, at smitten ikke spredes iblandt os? Der er så meget, vi endnu ikke ved.

Konfirmanderne spurgte mig forleden, om deres konfirmation i foråret næste år mon bliver udsat ligesom konfirmationerne dette år, der hos os først kunne gennemføres i august og september. Jeg håber det ikke. Og selv om jeg gerne ville, så kan jeg desværre ikke love dem noget, for ingen af os ved det. Det gør det svært sådan rigtigt at glæde sig til noget i denne tid – for man risikerer jo at blive skuffet, hvis det, man havde set frem til, så bliver udsat eller aflyst.

Jeg tror, vi er mange, der har det sådan som både konfirmanderne og jeg: Det er svært at holde håbet højt i denne tid, og vi længes efter noget at glæde os til; noget, der kan lyse op i mørket, både det fysiske mørke og mørket i billedlig forstand.

Så i år har vi gjort noget herhjemme, vi ikke plejer: I år er lyskæderne fundet frem før første søndag i advent. Hver aften spreder de mange gyldne pærer nu mørket som et løfte om det lys, der er på vej.

For det er jo dét, vi fejrer i advents- og juletiden: at Gud sendte sit lys til verden med barnet i krybben. Det lys, der bragte nyt håb til mennesker. Når mørket indimellem sænker sig over vores sind, og vi tænker, at der ikke er meget at glæde sig til, ja så kan vi vende os mod det lys, der blev tændt i stalden i Betlehem den nat, og holde fast ved, at der brænder et stærkt lys i mørket. Et lys, som mørket ikke kunne få bugt med.

Så lad os forsøge at smitte hinanden med forventningens glæde ved at tænde lys i novembers mørke, mens vi venter på advents- og juletiden!