Præsteklumme: Du kan ikke slippe for at være sammen med nogen

præsteklumme Selvom vi reducerer vores nære kontakter, er der mennesker, vi skal se.

Det er så uendeligt mørkt, som om november strakte sig koldt og klamt langt ind i julemåneden. Og vi har så uendeligt længe hørt om virus mig her og virus mig der, som om det ingen ende vil tage. Der ligger mundbind i lommer, tasker og bilens handskerum, for det skal på og af i en uendelighed, når vi går ind i butikker, offentlige bygninger og andre områder, hvor det forventes, at vi anvender denne nye ansigtsbeklædning.

Det er ellers rart, når vi kan se menneskers ansigter og ikke alene aflæse ansigtsmimikken omkring øjnene, men også genkende hinanden. I supermarkedet talte jeg med en bekendt, hvor det var lykkedes os at identificere øjne og hår, der stak op over maske og vinterjakker. Snakken gik om, hvordan julegudstjenesterne skulle afvikles med både streaming og billetter til de få pladser i kirken. Noget jeg havde joket med præstekollegaer om for bare få år siden. Men hurtigt er billetterne revet væk til samtlige julegudstjenester.

En mand går forbi os ved køledisken. Han tror, vi kommenterer, at han har glemt at tage mundbind på, og undskyldende haler han det op af lommen, mens vi griner for hans overskæg er så imponerende stort, at det ikke synes nødvendigt, at han ifører sig yderligere virusfiltrering.

Med varerne ude i bilen kan jeg trække vejret frit igen, og mundbindet forsvinder ind i et rum i instrumentbrættet. Nu har jeg et ekstra mundbindsdepot. Jeg skal huske at have disse hvide åndedrætsværn med som bevis på, at jeg som alle andre må færdes, hvor vi har brug for at være mange sammen.

Snart skal jeg besøge min far igen på ældrecenteret, og det glæder jeg mig til. Så ryger den hvide maske på igen, men vi har aftalt at køre en tur, og ude i bilen kan vi lade maskerne falde.

Mange deler samme stærke behov for at besøge vore svage på institutioner, sygehuse og plejehjem. Der er mennesker, vi skal se og et liv, der skal leves. Det kan vi ikke udsætte.

Det er mange fortolkninger af, hvad vi må og ikke må i covid-19s navn, men jeg synes, vi skal huske, at det er kun Styrelsen for Patientsikkerhed, der kan udstede påbud om besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på plejehjem og sygehuse m.v

Et besøgsforbud er et alvorligt indgreb i privatlivet, som både vore ældre og vi selv bliver påvirket af. Derfor skal vi passe på, at vi ikke finder på flere begrænsninger end højest nødvendigt.

Der er meget andet, vi skal tage hensyn til end virus fx vore gamle. De kan ikke vente til bedre tider, men har også brug for besøg, nærhed og en glædelig jul.