Præsteklumme: Jul i mørket

præsteklumme Det har lige været vintersolhverv, årets korteste dag. Nogle dage i december har det været så mørkt, at man kunne tænke, om solen overhovedet gad at stå op i dag. Jeg drømmer om engang at komme til Irland på årets korteste dag. Ikke så langt fra Dublin, er der en mægtig gravhøj. En 19 meter lang gang fører ind til gravkammeret i højens indre. Gangen er placeret præcist, så åbningen peger mod solens position på årets korteste dag. I 17 minutter denne dag fyldes gravkammeret, hvor de dødes ben hvilede, af et varmt, gyldent lys. Tænk, at mennesker for over 5000 år siden kunne bygge sådan. Også i Danmark har vi stensætninger, som er placeret præcist efter solens opgang ved solhverv. Og vi finder soltegn hugget i sten, og smukke solfigurer af bronze og guld, for eksempel solvognen. Alt sammen er vidnesbyrd om de gamles tro og livssyn. Det er julefesten også. Julen er jo faktisk en gammel solhvervsfest.

Hvad de gamle så og fornemmede i det dunkle, får julenat et nyt ansigt: Jesu er den sol, som skal oplyse alt det i os og i verden, som er mørkt og dunkelt. Han er en solopgang, som skinner indefra, i os og imellem os. Gud vil lade sin kærlighed lyse ind i os med det lille barn, som han lægger i vores hjertes krybberum.

"Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land… For et barn er født os...", skriver den gamle profet. Og bibelen beskriver Jesus som "solopgangen fra det høje", som skal lyse for os, der sidder i mørke og i døden skygge.

Der er grund til at tænke, at denne jul er den mørkeste i mands minde. Mange må fejre jul alene, eller i savnet af mennesker, de holder af. Det, at vi ikke kan ses, og glædes sammen, og håbe samme, og kramme hinanden i mørket, efterlader en tom plads i hjertet, som er svær at fylde ud. I hvert fald for os. Gud vil fylde hjertet med sin kærlighed. Lyset fra hans solopgang.