Præsteklumme: I denne søde juletid?

præsteklumme Forleden blev jeg bekendt med, at en gruppe unge sangerinder har skrevet en julesang, som efter sigende skulle have potentiale til at blive årets store julehit! Den måtte jeg naturligvis straks lytte til, og selvom den ikke ligefrem var juleslik for mit sarte musik øre, så har den alligevel gjort indtryk.

For der var nemlig det særlige ved sangen, at den godt nok handlede om jul – men med det særlige og dybtfølte ønske, at den hurtigst muligt kunne være overstået! (This time of year - Wake me up when december ends) Skulle det være et julehit? Plejer julesange ikke at handle om, hvor skønt og dejligt og varmt og hyggeligt det hele er ved juletid?

Pointen i sangen er, at sådan er det ikke alle, som har det. Ikke alle har et stort arsenal af skønne juleminder med familien og med børn og voksne i kærlig krans, og mange begynder allerede i slutningen af november måned at frygte samværet og forventningerne om overskud og bliver i denne tid særligt mindet om det som er og har været tungt eller svært.

For julen er også tiden for de svære og tunge følelser. Julen er også minderne om det, vi aldrig fik, det vi må undvære, forestillingen om det, de andre har i overflod men ikke mig.

Julen skal også kunne rumme de ensomme børn, dem, der kæmper for at få lov at være til på egne betingelser. Julen er også deres. Julen er også for dem med brudte hjerter og ødelagte relationer. Julen er også for dem, der helst vil sidde alene juleaften, og som ikke synes, der er så vældig meget at glædes ved.

Julens budskab er ikke forbeholdt de begejstrede, julehungrende, nisseelskende typer – det er det naturligvis også – men julen har et ganske særligt bud til de andre. De oversete. Dem, som ikke nødvendigvis glæder sig i denne tid, og som i virkeligheden allerhelst så, at det hele var hurtigt overstået.

Julen er ikke sådan et nemt og hurtigt lykke-fix og så er alt godt! Men julen har et budskab, som også kan tale ind i alt det brudte og smertefulde og ensomme mange af os rummer. Det er budskabets styrke og store potentiale, at det netop ikke er forbeholdt dem med julelys i øjnene.

Mange af julens salmer sætter ord på det svære ved at være et menneske, som ind imellem overvældes af mørke tanker, og som måske særligt i julen mærker savn og sorg. Og som også i julen kan have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen.

Juleevangeliet om barnet i krybben og hyrderne og englene er heller ikke idyllisk sødsuppe, men foregår i en tid med besættelse, forfølgelse og undertrykkelse. Julelyset tændes på en mørk baggrund, og foregøgler ikke at alt er ubetinget godt, men lyser op og fortæller os, at der på trods af smerte og sorg og ensomhed er tændt et lys i verden, som vi kan klamre os til, og som vi skal kæmpe for at bringe til de mørkeste afkroge. Og som lyser op, så vi kan se hinanden og os selv åbent og ærligt i øjnene, så ingen behøver at skrive julesange om, at julen og december helst bare skal overstås hurtigst muligt – men hellere skulle tage at vare hele året.