Præsteklumme: Langtidsplanlægning – noget vi engang kunne...

præsteklumme Det er snart jul. Det er næppe gået nogens næse forbi.

Men alt er ikke, som det plejer. For julen plejer at være en højtid, som vi danskere elsker at planlægge i god tid. Den 24. december er nok Danmarks mest velplanlagte aften. Her har vi styr på, hvis tur det er til at have henholdsvis børn eller ældre, og hvilke år vi skal være hvor.

Derfor er det også en ganske særlig jul i år. I år hvor intet er planlagt, og hvor vi her – midt i december – stadig ikke har helt styr på juledage, juletraditioner og julefrokosten. For i år er alt det faste erstattet af retningslinjer, smittekæder, håndsprit og omstillingsparathed.

Vi har efterhånden vendet os til, at vi ikke kan regne med særlig meget. Vi kan ikke forudsige fremtiden, og vi ved ikke, hvordan restriktionerne og smittetallet ser ud om bare en uge eller to.

Men hvad gør det så ved os mennesker, at vi ikke kan planlægge? At vi vænner os til, at afbud er en naturlig del af social omgang, og at vi ikke kan forudsige særlig meget? Det er selvfølgelig frustrerende, men måske er det også en smule gavnligt. Måske får årets særlige omstændigheder os til at standse op og rent faktisk være til stede, hvor vi er. Måske får det os til at glædes over det samvær, som rent faktisk blev muligt – på trods.

Måske har corona bragt lidt eftertanke hos os alle; det er jo ikke store julegaver og årelange traditioner, der skaber en god jul, nej det er, at vi kan samles med dem, vi holder af. Dem der har betydning for os – det er dét, vi savner i år, det er det samvær, som nu har fået fornyet fokus hos os alle.

Adventstiden er traditionelt en ventetid. Vi venter på Herrens komme. I år venter vi også på de nyeste restriktioner; vi venter på at få at vide, hvordan vi må fejre jul.

Men jul skal det nu nok blive. Vi skal fejre, at Gud blev menneske. Midt i al vores uperfekthed og menneskelige utilstrækkelighed slog han sig ned og gik rundt med os i det hele.

I år må vi alle forsøge at være i det, der blev. Vi må være i det uplanlagte og det uperfekte, og vi må håbe på, at alle vores planlægningsevner engang igen bliver relevante og brugbare.