En lyslampe, tak!

præsteklumme Så er vi midt i den. November!

Den første vintermåned, der kan føles lang som et ondt år, med tiltagende mørke, kold, blæsende og ikke mindst våd. Det er den måned, som digteren Henrik Nordbrandt spiddede med digtet:

Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april maj, juni, juli, august, september oktober, november, november, november, november.

Ja, her fornemmer vi tydeligt, at det gælder om at holde ud. Så vi kryber under tæppet med en kop varm kakao og skæver ud til de noget sølle træer, der for ganske kort tid siden, synes det, struttede med smukke grønne blade. November kan være en hård måned at komme igennem! For vi savner lyset. Nogle af os endda så meget, at vi må sætte os foran en lyslampe for at undgå at grave os i hi under dynen.

Mørket gør noget ved os. Nogle gange kan det fylde i en grad, så vi har svært ved at se lyset.

For kort tid siden fejrede vi Allehelgen i kirken. Det er dagen, hvor vi ikke alene mindes, men også takker for de mennesker, vi endnu elsker, men som nu er døde. Denne dag bærer flere af os mørket med ind i kirken men kan opleve – ikke at det forsvinder, men at det skubbes til side af noget, der er stærkere. At det skubbes til hjørne. For der er intet mørke, ligegyldigt hvor mørkt og tungt det er, der vil kunne besejre selv det mindste lys, der bliver tændt.

Prøv og tænd et enkelt stearinlys i din mørke stue og se, hvordan det langsomt oplyser rummet – helt ud i hjørnerne. Selv det mindste lys vil stå tydeligt, ja endda tydeligere jo mørkt der er omkring det.

Og fortællingen venter os – lige om hjørnet, i hele december tændes vi lys og venter på at høre den fortælling, der kan tåle at blive fortalt år efter år, århundrede ja årtusinder efter et lille barns fødsel. Verdens lys.

Men vi behøver ikke vente til jul - der er lys nok selv til Nordbrandts 16 måneder.

For ham der om sig selv sagde; Jeg er verdens lys, han sender også dig og mig ud, så vi kan være genskin for hinanden, små lyslamper der rækker lys ud midt i novembers mørke. Det er i virkeligheden ikke så meget, der skal til! Det kan såmænd være et tiltrængt knus. At du henter kaffe til den kollega, der hænger med hovedet. Smiler til din sure nabo. Serverer et glas varm gløgg til din influenza-ramte underbo eller smører madpakke til din teenager.

Af mørke skal lys skinne frem

Thorkild Bjørnvig skriver i en af de få "novembersange", der er at finde i højskolesangbogen: Mørk er November og løvfaldet slut Vandet begynder at fryse lyset fra solen og blomsterne brudt - da må vort hjerte selv lyse. Sangen er en af de korteste i højskolesangbogen, blot et enkelt vers med elleve verslinjer. Nemlig. Det er mørkt og koldt, og det kan siges kort.