Præsteklumme: Forventningstid

præsteklumme Da vores yngste søn var lille, havde vi en ung pige i huset, som i jule- og adventstiden var ved at løbe af pladsen. Vi forberedte os ikke nok. Vi glædede os ikke nok, mente hun. Derfor gav hun sig til at rette op på tingenes tilstand.

Langsom men sikkert bragte hun derfor sine egne traditioner ind i vores hjem. Det skete umærkeligt med en lille dekoration her og der, et par stjerner blev hængt op, lidt julesange blev sunget. Pludselig havde hun hyldet hele vores hjem ind i glitter, nisser og lys.

Lidt ligesom vores unge pige delte ud af sin medbragte tradition og juleglæde, sådan ville jeg gerne have haft slutningen på lignelsen om de 10 brudepiger skulle være. Jeg kunne tænke mig, at de fem kloge piger havde været lidt sødere og havde delt deres olie med de tåbelige.

Men sådan er den altså ikke denne lignelse. Og det er slet ikke rart at høre. Det er slet ikke rart at høre om at noget kan være for sent, at der er nogle chancer, som man har fået, men som man ikke tog imod.

Det er som med den mand kom løbende ind på banegården. Han skulle åbenbart med toget, men han nåede det lige akkurat ikke. ”Der løb du så ikke hurtigt nok!” bemærkede en af dem, der var stået af toget. ”Jo,” svarede manden forpustet, ”jeg løb hurtigt nok, men jeg startede for sent!”

Jeg tænker med taknemmelighed på vores unge pige i huset, der turde sætte ord på den manglende forventnings- og juleglæde hjemme hos os. For hun lærte os at værdsætte adventstiden og om at gøre ting, som gør andre glade. Hun lærte os at turde forvente noget godt.