Sagtmodighed

præsteklumme Når det i de kommende uger bliver allermest hektisk, og når jeg omkring den 10. december givetvis bliver ramt af julelede, vil jeg forsøge at holde fast i et ord, der for mig er blevet indbegrebet af advent. Det er ordet sagtmodighed. Det er ikke et ord, vi kaster omkring os med. Men det er et ord, der har rigtig mange ting for sig. Man skal bare forsøge at sige ordet højt, og man vil opdage, at det ligger godt i munden samtidig med, det forplanter sig ned i kroppen. Sagtmodighed!

Det betyder det sagte mod, altså i betydningen det stille mod. Det stilfærdige mod. Det blide mod. Med andre ord det mod, der peger udover sig selv. Sagtmodighed handler om den styrke, der udspringer af kærlighed og barmhjertighed. Om ikke andet er det et godt ord at have klingende med i baghovedet, når køen i Magasin, Salling eller Bog & idé strækker sig længere end ens tålmodighed. Sagtmodighed!

I optakten til advent hedder det om Jesus, at han ankommer til Jerusalem sagtmodigt ridende på et æsel. Der er ingen af os, der skal være Jesus, men adventstiden er udover at være en forberedelsestid til julen også en tid, hvor vi lige stopper op og overvejer i hvilken retning ens liv bevæger sig. Og her er det, at et fænomen som sagtmodighed bliver spændende – og udfordrende! Altså, hvordan vil jeg gerne være til stede i verden?

"Ikke på dit ansigt, men på din maske vil jeg kende dig," skriver Karen Blixen i én af sine fortællinger. Det lyder umiddelbart underligt, fordi vi tænker, at masker skjuler vores egentlige identitet. Hvem af os kender ikke til længslen efter at lade masken falde og blive set og anerkendt som dem, vi egentlig er bag alle de forskellige forklædninger, vi bærer rundt på? Men jeg tror, Karen Blixen har fat i noget rigtigt, når hun peger på, at en maske fortæller os noget væsentligt om, hvem vi er. Den skjuler ikke nødvendigvis vores identitet, for vi viser, hvem vi er ved at træde frem i verden. Vi skal forholde os til vores omverden, vi skal give vores livsudfoldelse stil og form. For Karen Blixen betød det blandt andet., at man skal sige fra overfor uretfærdighed, vise værdighed og ikke lade sig gå på af livets små irritationsmomenter.

I grunden er det ligegyldigt, hvem vi er sådan inderst inde – for vi er aldrig bare, vi er altid nogen. Vi er en maske, det vil sige, at vi viser, hvem vi er, ved den måde vi handler på og den måde vi behandler vores omverden og vores medmennesker på. Og her kunne sagtmodigheden meget vel være den maske, vi gerne vil kendes på. Altså det mod, der vil lade barmhjertigheden og kærligheden gå forud for selvhævdelsen.

Glædelig advent!