Lysorgie

præsteklumme Nu skal det sidste lys tændes i adventskransen. Og derefter står juletræet helt oplyst. Flere og flere lys. Mindre og mindre mørke i stuerne. Også selvom kalenderen siger, at det er årets korteste dag. Det er sådan en slags trodsreaktion. Og så tager vi hinandens hænder og går rundt om træet og alle lysene. Fællesskabet med hinanden gøres konkret på den måde. Og måske er det også demonstrativt. Vi gør det for at minde hinanden om, at mørket aldrig skal have overtaget i et menneskes liv, heller ikke selvom det somme tider er det, vi mærker. At der altid skal være hænder til at holde fast i os, når skyggerne kastes ind over tilværelsen.

De gamle profeter sagde det så fint: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”

Den nat det hele begyndte, fortælles der også om lys. Om en nat, der blev oplyst af glansen fra Guds himmel. Og om en stor stjerne, der brød mørket og lyste ikke bare på himlen men også i øjnene på det lille barn, der blev født i staldens mørkeste krog. Og sidenhen lyste det blik på alle mulige og umulige mennesker og fortalte dem, at de havde værdi. Og den værdi skal omsættes til gavn for andre.

Vores lys kan ikke hamle op med det lys. Men de kan gøre lidt, hver gang vores øjne ser med kærlighed på andre mennesker er det nemlig glansen af lyset fra barnet i krybben, de ser med. Lysorgiet i haver og stuer giver derfor god mening. De minder os om, at lyset er kommet til verden i skikkelse af et lille barn.

Glædelig jul!