Julen er ikke demokratisk

præsteklumme "Glade jul, elendige jul."

Jeg kendte en gang en dame som i sin tiltagende demens insisterede på at synge sådan, når vi andre sang "Glade jul, dejlige jul."

For som hun ret nøgternt meldte ud: "Jeg kan ikke ret godt lide jul. Faktisk er jeg altid ked af det, når det er jul."

Det kan være svært at finde ud af, hvor man skal gøre af sig selv, når man er tungsindig, og ens liv slet ikke er perfekt og klar til jul. For over alt møder man mennesker, som oven i købet er mere glade og gode end normalt. Det er ikke til at holde ud.

Juletiden er en forunderlig tid. Det er en tid, hvor sjælen kryber frem gennem kikhullerne og afsætter våde pletter på tøjet, som en digter har formuleret det. En tid hvor de døde stiger ud af fotografierne og tager plads i stuen så levende, at det gør ondt at opdage, at pladsen er tom. Men også en tid, hvor Guds finger rører jorden og aftegner en vej af kærlighed, hvor vi kan gå fra menneske til menneske.

Det forunderlige ved julen er, at den kommer, hvad enten vi vil det eller ej. Vi kan sprælle nok så inderligt og desperate. Til sidst giver de fleste op. Julen er ikke demokratisk. Den er ikke frivillig. Man kan godt forsøge at flygte til en ensom hytte eller et fjerntliggende land. Lige lidt hjælper det. Nissen flytter med. Et barn er født os. Og det vil modtages - sådan som små børn nu vil det.

Det er en genistreg fra Vor Herre selv at lade sig indskrive i vores liv som et barn. Vi kaldes ud af os selv. Væk fra os selv. Der er ikke andet at gøre end at tage i mod det, vi får lagt i armene. Passe på det. Værne om det, der er os givet. Ikke tabe det på gulvet.

Hver i sær må vi tage i mod, som vi nu bedst formår. For som den gamle dame også sagde til mig: "Julen må være stor nok til, at jeg kan være ked af det. Ellers gider jeg ikke”."

Den glæde, julen vil bringe ind i vores liv med barnet i krybben, er en glæde, der netop ofte fødes på de overset og ydmyge steder. Hvem ved måske kan vi også lade os overraske og overvælde midt i vores tungsind og sorg, så vi overvældes af storheden i det, at vi stadig har noget til gode. På den måde er barnet i krybben i sig selv en forventning om, at der altid er mere at komme efter.