Fortsæt til indhold

Rådmand klar til at udvide Ringvejen

"Ringvejen er ved at nå sin maksimale kapacitet," siger Teknik og Miljø-rådmanden

Samfund
Arkiv

Enhver, der vover sig ud i den aarhusianske trafik i myldretiden, ved, at der er propfyldt med biler på vejen.

Ringvejen er ingenlunde en undtagelse, tværtimod, og derfor vil Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø, nu have analyseret, hvad der kan gøres for at gøre livet lettere for trafikanterne på det aarhusianske ringvejssystem.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Simsek foreslår, at byrådet i første omgang i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger afsætter penge til at analysere, hvordan trafikanterne på Ringvejen kan komme hurtigere frem.

"Ringvejen er ved at nå sin maksimale kapacitet. Vi kan ikke blive ved med at klare os med den nuværende, når vores by fortsætter med at vokse. Derfor skal vi have taget hul på en udvidelse nu. Det er vigtigt, at alle kan komme frem, så den skal udvides både for individuel og kollektiv trafik," siger han.

Rådmanden vil have afsat fem millioner kroner til en analyse af trafikkens afvikling i dag og i fremtiden for at fastlægge en strategi og en køreplan for udvidelsen af kapaciteten på Ringvejen.

Da trængselsproblemerne ikke er lige store på hele strækningen, skal analysen også give et bud på, hvor man skal begynde med udvidelsen.

"Analysen skal hjælpe os med at afgøre, hvordan og hvornår vi bedst kan udvide. Det kan for eksempel være flere vejbaner på udvalgte strækninger, det kan være niveaufri kryds, og for den kollektive trafik kan det blandt andet være at etablere en fuld BRT-løsning (hurtigsport for busser, red.). Analysen skal sørge for, at vi får den bedste løsning," siger Bünyamin Simsek.

dp