Kejser overtages af RIT
Drift og support-virksomheden RIT A/S overtager Per Kejser IT i Hadsten som led i en større vækst-plan
Hadsten Det er en del af en langsigtet plan og noget der har været tænkt på længe.
Nemlig at Per Kejser IT, med base i Hadsten nu er overgået til RIT A/S i Lystrup (Det tidligere Røsfeld IT, red.).
For direktør og medejer Mads Møller Pedersen, der bor i Hadsten, har kendt og samarbejdet med Per Kejser IT i fire år. Sidstnævnte har løst IT-opgaver for lokale virksomheder i 20 år, men Per Kejser har nu valgt at overdrage kundeporteføljen i sikre hænder.
Aftalen kom i hus på mindre end to uger.
25 procents vækst
"Vi har talt om, at vi skulle overtage mange gange, så da Per spurgte, sagde vi ja med det samme. Vi har lige været igennem en lignende overtagelse af Djurs IT i efteråret, så vi ved, at det gælder om at give kunderne tryghed og de samme kontaktpersoner," fortæller Mads Møller Pedersen, der lige nu har 12 ansatte, men har mod på mere, for planen byder på forventning om 25 procents vækst om året.
Det skal ske ved opkøb som denne, men også organisk ved at udvide tilbuddene til de eksisterende, faste kunder, der køber sig til driftsikkerhed og tryghed mod hacking ved at lade RIT A/S overvåge og lave proaktiv support og drift af firmaernes it-systemer.
Her bruges ord som firewall, server-hosting og sikrede netværk.
Og så skal der selvfølgelig nye kunder til. Gerne dem, der henvender sig selv, på baggrund af andres anbefalinger.
VisitAarhus i folden
En sådan kunde er netop kommet, da RIT A/S netop har fået VisitAarhus som ny, fast kunde, hvor man har ansvaret for, at de får helt ny IT-platform, og den efterfølgende drift og support.
Markedsandel vokser
"I Favrskov har vi lige nu formentlig en markedsandel på 25 procent efter overtagelsen," gætter Mads Møller Madsen, der glæder sig over, at den Lystrup-baserede virksomhed nu også er en markant spiller i hans hjemkommune.
Det kan nævnes at blandt andet Randers+Radius, Bostedet Kanonen og Klaus Hundborg Transport er blandt de kunder, som RIT A/S nu skal supportere.