Nu også på fire hjul
Tour de Nostalgie, også kendt som MC veteranløbet Skanderborgløbet, besluttede sidste år at åbne op for veteranbiler
veteranløb Knap et halvt hundrede veteranmotorcykler og et endnu uvist antal veteranbiler er klar til at indtage Skanderborg, når Tour de Nostalgie løber af stablen på lørdag 25. maj. I år med en del færre deltagere end tidligere.
"Det skyldes dels, at løbet i år er hårdt ramt af afbud fra ellers trofaste deltagere af familiemæssige årsager, men en mere alvorlig årsag er, at alderen også er begyndt at trykke hos flere af de deltagere, som har været med lige fra starten," fortæller Niels Dygaard, der selv var en af ildsjælene, der i 1997 startede løbet op.
Besvær med kickstarteren
"Én skriver således til os: 'Jeg kan sgu ikke længere træde kickstarteren ned, så jeg har solgt kværnen.' Desværre er der ikke så mange nye til at tage over, da interessen hos yngre åbenlyst ikke er så stor for gamle motorcykler som for eksempelvis gamle amerikanerbiler. Der må således gerne stå Thunderbird, men så skal det være på en gammel Ford og ikke på en gammel Triumph-motorcykel," konstaterer han.
Stillet over for disse kendsgerninger besluttede løbsledelsen sidste år at åbne op for veteranbiler fra før 1975.
"Vi var helt bevidste om, at sikkert ikke alle motorcykeldeltagerne ville være begejstrede for denne cocktail, da de frygter, det fremover vil blive bilerne, der stjæler billedet, men på grund af det vigende deltagerantal på to hjul anså vi beslutningen for nødvendig for løbets overlevelse," forklarer Niels Dygaard, der nu i en alder af 79 år har solgt sin veteranmotorcykel.
Løverne tog over
I en årrække var han som oldermand i Skanderborg Motorcykellaug med til at arrangere løbet, men lauget opløste sig selv i 2017. Til Niels Dygaards glæde, besluttede Skanderborg Lions Club at videreføre Tour de Nostalgie - og med ham selv i sin vante rolle.
"Enkelte af løbets mangeårige deltagere er så heldige at have et ben i begge lejre med kærlighed til både for to- og firehjulede køretøjer. Det gælder blandt andet vores norske ven, Per Nysted, der har deltaget i løbet flere gange. I år stiller han op med sin Chevrolet fra 1955," fortæller han og fortsætter:
"Også Ragnhild og Vagner Nielsen fra Brædstrup, der har deltaget i alle løb på deres Triumph og Norton motorcykler, stiller i år til start i deres MG fra 1963. Og endelig er der Ford-forhandleren fra Viborg, Jørgen Olsen, der har trukket sin sjældne Ford fra 1936 ud af garagen."
I et vadested
"Vi befinder os således i et vadested, hvor vi lige for alvor skal have etableret kontakten til bilfolket. Vi har blandt andet delt flyers ud ved veteranbiltræffene i Ry og ved Kalø. Vi finder stadig, at cirka 100 deltagere er det optimale for løbet og gerne nogenlunde ligeligt fordelt på de to grupper," mener Niels Dygaard.
Fredag aften under Lys Nat i Skanderborg køres prolog, mens selve løbet starter lørdag klokken 11.30. Herefter køres der ad en cirka 90 kilometer lang rute ad smukke, østjyske småveje.
Det er stadig muligt at tilmelde sig løbet ved at kontakte Niels Dygaard på mobil 2262 8704 eller mail til dygaard@hotmail.com.