Den med... den nøgne dame

AARHUS Det er en bidende kold fredag aften i december. Jeg har kurs mod Bro Café på Frederiks Allé 61. Værtshuset har historie tilbage til 1899 og er efter sigende et af byens ældste. Et skånselsløst vindstød får mig til at skutte mig og sætte tempoet op.

Straks jeg træder over dørtrinet, mærker jeg varmen. Så røgen. Så lyset.

Jeg er godt gammeldags skuffet. Jeg havde forventet et brunt værtshus. Bro Café er ikke et brunt værtshus. I hvert fald ikke det, jeg forstår ved et brunt værtshus. Dele af møblementet er brunt - bevares. Lyden af terninger, der rammer bordet i formentlig et spil Yatzy eller Tænkeboks, er der også. Og lugten af cigaretrøg hænger da også som en tyk tåge under loftet. Men herudover svarer Bro Café til sit navn – der er umiddelbart mere café over stedet, end der er værtshus. Og væsentlig mere knækket hvid end brun.

Smukke 'Mona Lisa'

Jeg trasker slukøret ud mod toiletterne for at klare tankerne og komme mig over slaget. Et smukt maleri af en nøgen ‘Mona Lisa’ viser vej. Jeg har lyst til at stoppe op og betragte damen, men min blære kræver min udelte opmærksomhed.

“I’ll be back,” siger jeg til ‘Mona Lisa’ på bedste Schwarzenegger-manér og skubber til døren ind til dametoilettet.

Jeg har læst, at der før renoveringen af Bro Café i efteråret 2017 var lyserødt pissoir inde hos herrerne. Så jeg krydser fingre for, at der møder mig noget tilsvarende inde hos damerne. Det gør der ikke. Måtte der i fordums tid have været lyserøde porcelænskummer er disse erstattet af hvide ditto med moderne træk-og-slip.

Med ærgrelsen hængende som et tungt lod i hver mundvig, forlader jeg toilettet og stopper op foran ‘Mona Lisa’ som lovet. Jeg placerer hænderne i siden og ser anklagende på hende.

“Det her er jo ikke længere et brunt værtshus?!”

Hun svarer mig ikke. Men hendes blik siger det hele: køb en øl, sæt dig ned og slap af.

Så det gør jeg. Efter jeg har sikret mig en Ceres Top hos den unge, smilende bartenderinde.

Alternativ sidevogn

Jeg sætter mig ved et af de borde, der stadig er ledige, tager en tår af min øl og ser mig omkring. Her er lyst. En anseelig røvfuld pendler i loftet gør deres arbejde godt. Og de hvide vægge er tydeligt indstillet på at samarbejde. Gardinerne er musegrå, pæne og glatte. Ikke så meget som en centimeter af dem er falmet eller gullig af nikotin. Jo vist, er stole og borde i mørkt, tungt træ, men tydeligt af nyere dato og hverken slidte eller lurvede.

Jeg betragter værtshusets vægudsmykning. Der er en del gamle brun-hvide Aarhus-fotos. Og så er der malerier. Af sejlskibe og af værtshusets genkendelige gule gavl. Af mænd jeg ikke genkender og så af ‘Mona Lisa’ selvfølgelig. Sådan sidder jeg længe og observerer. Et par nisser har forvildet sig op på en reol bag baren. Sammen med en nissehue. Nårh ja, det ER jo december og snart jul.

Med det in mente beslutter jeg mig for selv at gøre noget for at fyre op under ‘brunt værtshus autenticiteten’. Jeg rejser mig og går i baren for at bede om et sæt. Og kommer tilbage med endnu en Ceres Top og et Galliano hotshot. På anbefaling af Mads Westerback og Kasper Kehlet, et par drenge der sidder i baren og rafler.

“Du skal prøve et Galliano shot herinde. De laver dem helt rigtigt,” forsikrer Kasper mig.

Nu er sød italiensk likør med kaffe og flødeskum temmelig langt fra den sidevogn, jeg oprindeligt havde forestillet mig. Arnbitter, Gammel Dansk eller Jägermeister var nærmere det, jeg havde i tankerne... Men nu var Bro Café jo heller ikke ligefrem, hvad jeg havde forestillet mig. Så hvorfor ikke lade det ene passe til det andet?

Mads og Kasper sætter sig ved mit bord.

“Jeg har ikke været her før, men jeg er gået forbi mange gange og har altid syntes, her så hyggeligt ud,” siger Mads.

Kasper nikker enigt.

“Her virker til at være en god blanding af unge og gamle, stamgæster og nye ansigter. I hvert fald her i weekenden,” tilføjer han.

Vi skåler. Først i øl. Så i shots. Den sødlige smag tilsat kaffens bitterhed og den bløde flødeskum er nu ikke værst. Tværtimod er den så god, at jeg nikker, da bartenderen rydder bordet for tomme glas og smilende spørger, om vi skal have en ny omgang.

Mads og Kasper skal videre, men forsikrer mig om, at det ikke er sidste gang, de besøger Bro Café.

Inden de smutter, spørger jeg dem, om ikke de savner noget brunt og nusset. De ser på hinanden. Så på mig. Som om, de ikke helt forstår spørgsmålet. Så svarer Kasper:

“Her er alt, hvad der skal være; rar betjening, god musik og billige øl.”

Synkront tømmer vi tre gange shots, inden de forsvinder ud i decembernatten.

En stille dans

Den blonde bartender ringer med messingklokken. Sidste omgang. En af herrerne fra bordet ved siden af skynder sig op og køber seks øl. En til hver. En anden går under bordet. Dog med det mål at finde en vildfaren terning. Humøret er højt - det samme er promillen.

Fra anlægget synger Kim Larsen ‘Om lidt’. Var man ikke klar over, hvad klokken havde slået, så er man det nu. Jeg finder bunden på min øl og rejser mig. I det samme kommer en mand i rød bluse og byder op til dans. Jeg tøver, men giver så efter – det er jo kun december en gang om året.

Vi tager en stille svingom mellem borde og stole. Jeg med en arm på hans skulder, han med en hånd på min lænd. Lidt for langt nede på min lænd efter min smag. Men vi ER jo på værtshus, og klokken HAR rundet midnat. Han lugter sødligt af røg. Og lidt af øl. Af ægte værtshus med andre ord. De øvrige gæster bryder op, krammer indbyrdes, sender et fingerkys mod baren og et nik mod min dansepartner og mig.

“Om lidt, om lidt. Er vi borte. Vi ses måske igen...”

Kim Larsens vokal ebber ud. Jeg takker for dansen til manden i den røde trøje, tager min frakke på og sætter kurs mod udgangen. Lige dér får jeg øjenkontakt med ‘Mona Lisa’. Hun blinker til mig. Indforstået. Jeg blinker tilbage. Hun havde jo ret; jeg skulle bare tage en slapper.

Måske er Bro Café ikke synsmæssigt et brunt værtshus. Men det er det i ånden. Her er stemning, imødekommenhed, prima udskænkning og dans til gamle klassikere. Eller som Mads og Kasper formulerede det: Her er alt, hvad der skal være.

Kim Larsen? Tjaaa, måske han også havde ret. Måske vi ses igen. Mig og Bro Café. Bro Café og jeg.