Mette Holm har knækket koden til kvinders tanker
Den 45-årige psykolog Mette Holm har hver dag tusindvis af kvinder, der følger hende
ny bog Hun har det ret svært med ordet succes, men der er helt sikkert mange ude fra, der vil betegne hende som en succes. På få år har hun skrevet seks bøger og en kalenderbog, og hver eneste morgen sender hun et såkaldt morgenboost ud til 80.000 mennesker via mail. Hun har 76.000 følgere på Mettes Univers' Facebook og 23.000 på Instagram. Hun er højaktuel med sin seneste bog, 'Mit år,' der er en form for dagbog.
Navnet er Mette Holm, hun er psykolog og holder til i Højbjerg. På tre år er hun gået fra kun at være sig selv til i dag at have otte ansatte.
Men hvad er det lige, der er sket på så kort tid?
"Jeg har altid skrevet dagbøger - lige siden folkeskolen, og jeg har altid været eftertænksom og læst rigtig mange selvhjælpsbøger, fordi jeg gerne vil knække koden til det gode liv. Jeg fik det decideret dårligt, da jeg blev skilt i 2011, og jeg faldt fuldstændig sammen. Jeg tænkte, at det nok ikke kun var mig, der havde det sådan," siger Mette Holm fra boligen og arbejdspladsen på Bushøjvænget i Højbjerg og fortsætter:
"Jeg kan huske det lige så tydeligt. Jeg sad i min hvide chaiselong den 9. juni 2015, og der sagde jeg til mig selv, at jeg skulle stoppe med kun at skrive til mig selv - jeg kunne ligeså godt dele mine tanker med andre. Jeg vendte simpelthen mine dagbogsskriverier om og henvendte mig til kvinder med mine tanker via mit morgenboost."
Tusindvis af følgere
I starten sendte hun ud til 169 mennesker, men på bare tre måneder voksede det til 17.000 medlemmer. Hun brugte sine egne erfaringer, sin viden som psykolog og den portion viden hun havde læst sig til gennem årene. Og det virkede tilsyneladende positivt - både for hende selv og de mange følgere.
Det er tænkt som et sted, hvor man kan sætte sig ned og være i nuet - et retreatsted - både for mig og mine følgere
"Gennem mine 16 år som psykolog er det meget de samme problematikker, jeg er stødt på. Tonen er stort set altid den samme, og jeg vil så gerne knække kvinders tanker, så de stiller sig et andet sted mentalt, så de får et bedre liv. Jeg ramte åbenbart et eller behov, for mine følgere steg og steg," siger Mette Holm med et ydmygt smil.
Mettes Univers
Udover at hjælpe flere tusinde kvinder dagligt har hun udvidet sin forretning med huse, som man kan leje, hvis man er en del af Mettes Univers. Det eneste krav, der mere eller mindre er, at man skal have lyst til at gøre noget godt for sig selv og give sig selv en form for terapeutisk oplevelse. Husene ligger i Skagen og i København, og det seneste nye er et hus i spanske Marbella. Det er ikke helt på plads endnu, men det er det lige straks.
"Det er tænkt som et sted, hvor man kan sætte sig ned og være i nuet - et retreatsted - både for mig og mine følgere. Jeg har indrettet alle stederne, så de minder om det, mine følgere kender fra min klinik her i Højbjerg. Der er blandt andet mine bøger og mine duftlys, så det er meget Mette-agtigt," fortæller den 45-årige populære psykolog.
En livsstil
Efter hun har fundet ud af, hvor mange kvinder hun gør en forskel for hver dag med sine psykologiske peptalks, er hun begyndt at tale mere om livsstil. Det har hun tænkt sig at føre med ind i sit univers.
"Det næste, jeg har på programmet, er, at man kan købe yoga-programmer og tips til boligindretningen - i det hele taget alt omkring livsstil, men det er ikke mig, der kommer til at gøre det, men derimod dem jeg samarbejder med - jeg kommer simpelthen til at trække andre kræfter ind. Jeg arbejder ikke med en strategi i virksomheden, udover at jeg skal kunne lide det, jeg laver, og jeg vil gerne holde det til den lille kerne, der er ansat nu. Det skal ikke blive en kæmpe virksomhed, for så mister jeg nerven i det," siger hun med et eftertænksomt og ydmygt smil.
Og måske det ydmyge smil afslører, hvorfor hun ikke bryder sig om ordet succes.
"Jeg synes, det er irrelevant, for det, det handler om for mig, er, at jeg har knækket koden til kvindernes tanker - det er det vigtigste for mig. Jeg vil altid gøre det her - succes eller ej."