Pletskud fra året der gik
Vi har samlet fotos fra nogle af de begivenheder, der var med til at tagen 2018 i Skanderborg Kommune - se dem her
Hvad vil du især huske 2018 for? På redaktionen har vi kigge tilbage på året, der gik, og samlet fotos fra nogle af de begivenheder, vi særligt vil huske 2018 for.
AquaGlobe, Skanderborgs nye vandteknologiske højborg, blev indviet for både samarbejdspartnere, erhvervsliv samt foreninger og borgere. en indvielsesfest, der begyndte i januar og strakte sig over forår og sommer.
Papegøjen Houdini, den fjerede flugtkonge fra Yding blev i februar endelig genforenet med sin familie, efter syv måneders fri fugleflugt i skovene omkring Ry. En mountainbiker fandt den forfrosne blå-gule ara i skovbunden.
Klank Efterskole rundede i 2018 imponerende 150 år. Også på Klank forstod man at sprede festen hen over hele året med start i februar og et stort festligt jubilæumspunktum 3. november med deltagelse af blandt andre Bertel Harder.
Gl. Rye Kro brændte ned til grunden 6. marts. Årsagen til branden er stadig ukendt. Kroens ejer Anker Ankersen besluttede til at sælge grunden til solgt til H1 Ejendomme i Silkeborg, der har planer om at opføre boliger på området.
Skanderborgs Håndbold-damer i 1. division sikrede sig efter 13 sejre i træk i starten af april oprykning til HTH Go Ligaen med en sejr på udebane over Vendsyssel Håndbold.
Munkekroen i Adelgade i Skanderborg blev affredet og revet ned. Slots- og Kulturstyrelsen ophævede 18. april fredningen af Munkekroen. Kroen vil blive genrejst af Vestermølle Møllelaug under sit oprindelige navn, Gæstgivergaarden Jylland.
Ry Outdoor festival, der løb af stablen i midten af maj, blev en kæmpe succes og endte som Nordeuropas største af sin art. I slutningen af året skiftede festivalen navn til Outdoorfestivalen
Stafet for Livet i Dyrehaven i Skanderborg i slutningen af maj havde deltagelse af 32 fightere og 300 deltagere. Tilsammen tilbagelagde de 11.547 omgange og indsamlede godt 100.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
Sølund Musik-Festival i juni kunne i år melde totalt udsolgt i partoutarmbånd. Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede fik endnu engang besøg af Harley Davidson motorcykelklubben H.O.G Chapter 1 Aros og Lukas Graham.
UgeBladet Skanderborg fejrede 23. juni vores 75-års fødselsdag med et brag af en fest. I den anledning skrev singer-songwriter Anders Graae fra Gl. Rye den fantastisk nye Skanderborgsang, Hvor Bøgehjerter Slå. Hør den her
Smukfest i starten af august vil gå over i historien som vejr-ekstremernes festival. Det begyndte med varmegrader, der tangerede festivalens varmerekord, fortsatte torsdag aften med skybrud og torden, inden stormen Johanne fredag morgen satte punktum med en knytnæve direkte ned midt i KærligHeden, så indgangsportalen væltede.
eSCAPE 2018 'Tidens Spor på' Vikinge-jarlens grav i Fregerslev fandt sted en magisk aften i september. Her blev historien om den mægtige vikingejarl fortalt gennem kunst og arkæologi.
Cowboybyen Dover City genopstod i september for fjerde år i træk på prærien ved Firgårde. Bag Dover City står Udeholdet, der er en beskyttet arbejdsplads for voksne med udviklingshandicap.
2. a på Skanderborg Realskole cyklede helt til tops i den landsdækkende kampagne 'Alle Børn Cykler' og vandt 5. oktober hovedpræmienvandt, en ny SCO-cykel til hver ad eleverne i klassen.
Martin Jensen, verdensberømt DJ, vendte i starten af oktober hjem for en kort stund for at give to store koncerter i sin hjemby Sorring når Låsby. Hvem havde fået den ide? Stjernens mor, såmænd.
Landsbyens Sølunds medarbejdere deltog i Arbejdspladsernes Motionsdag 12. oktober. De besluttede at tage landsbyens beboere med ud i det blå til en motionsdag under åben himmel.
Di Heslige Slønglers Klup blev i oktober hædret af Selskabet for Børnelitteratur på Bogforum 2018 i Bella Centeret, hvor de lokale "sløngler" modtog Klods Hans-Prisen 2018.
Kulturskolen Sanderborg kastede sig i november over et kongeligt trekantsdrama, da 22 lokale unge opførte musicalen 'Caroline Mathilde', der er skrevet af Kulturskolens egen lærer, Niels Nørager.
Gundeåskolen emmede af gys og gru, da 4.-6.klasserne opførte forestillingen 'Gys i Blomsterbutikken' om en kødædende og blodglad plante - en fri gendigtning efter den engelske film 'Little Shop of Horrors'.
Partoutarmbånd til Smukfests 40-års jubilæum forsvandt rekord-hurtigt, da Skanderborg Festivalklub Tirsdag 4. december klokken 10.00 startede salget af armbånd til næste års Smukfest. På bare 65 minutter blev alle 28.000 partoutbilletter udsolgt.