"Min kone skulle ikke dø forgæves"

Den sidste skefuld yoghurt bliver skrabet op ad skålen, mens morgenhåret endnu vidner om, at det ikke er længe siden, familiens yngste medlem slog øjnene op. De to store børn er allerede påklædt, bespist og ved at pakke de sidste ting i skoletaskerne, mens farmand struktureret gennemgår dagens program og med hurtige fingre får tastet beskeder på børneintra.

UgeBladet når lige akkurat at få et billede af familien, inden de to ældste cykler afsted med store smil og taskerne fyldt med livsmod. Imens forsvinder familiens yngste datter ud på badeværelset med sin mormor, der sammen med morfar er kommet for at køre hende i børnehave. Det er blevet fast rutine, at mormor skal flette og sætte morgenlokkerne inden afgang.

Frirum med perleplader

På bordet ved siden af familiens sofa ligger en stor perleplade. Et hus er ved at blive skabt af de farverige små perler. Det venter på, at familien får en stille stund mellem arbejde, lektier og legeaftaler, så de kan samles om de små perler, der får familien ned i tempo og giver plads til små og store tanker.

Netop perlerne var for præcis to år siden med til at skabe et frirum for Melanie Broman Skelgaard, når kræften viste sit modbydelige ansigt og de mange tanker skulle holdes i snor. Hun fik konstateret brystkræft 3. oktober 2014. For at forklare parrets tre små børn, hvad der skulle ske, fandt hun dengang en hoppebold på børneværelset. Den blev symbolet på kræftknuden, som blev opereret væk efterfulgt af kemobehandling. Få uger efter sidste kemobehandling tog familien på ferie til Californien.

"Vores forhold begyndte med en rejse til Australien. På vej hjem i flyet blev vi enige om, at hvis vi fik børn, skulle de en dag med til Australien. Det var for lang en tur at tage, da børnene var så små, så det blev til Californien, hvor hoppebolden i øvrigt blev kastet i Stillehavet i håbet om, at den aldrig kom tilbage," fortæller Thomas Broman Skelgaard. Roen i huset er blevet øredøvende, da alle børn har kysset farvel og forladt huset.

Melanie fik efter den amerikanske ferie fjernet begge bryster og æggestokkene. Hun fik rekonstrueret brysterne og troen på, at der ville gå mange år, før hun skulle herfra. Men en uskyldig hoste viste sig at være kræftceller i lymferne, lungerne og hjernen.

Melanies sidste fest

"Det var barsk at gå igennem operationer og et ocean af fortvivlelse og frygt. Men det var uvirkeligt, da vi troede, Melanie var rask, og hun så fik stemplet som kronisk kræftsyg. Vi gik fra at lave fremtidsplaner til at indsnævre en fælles fremtid på omkring fem år. Melanie var fra første kræftdom begyndt at planlægge rejsen til Australien. Jeg har stadig hendes noter og ruter liggende," siger Thomas og får våde øjne.

Lørdag 19. november valgte Thomas og Melanie at holde en fest for venner og familie, som havde været en ekstra støtte gennem Melanies brystkræftforløb. Der blev spist gourmetmad, drukket god vin og danset i familiens parcelhus i Skanderborg. Men uden Melanie på dansegulvet, da hun var for afkræftet til at feste med. Hendes vejrtrækning var blevet svær. Men hun spiste rester fra festen både søndag og mandag. Det blev hendes sidste måltid.

"Tirsdag tog hun nemlig til Vejle for at få lægerne til at kigge på hendes lunger og vejrtrækning. For os var det en helt almindelig undersøgelse, som hun havde været igennem tusinde gange. Jeg kyssede hende farvel, som var det hvilken som helst morgen og tog mig af ungerne. Væske omkring hendes hjerte viste sig at være årsagen til den tunge vejrtrækning. Jeg fik en sms fra hende om, at hun blev kørt til Skejby, hvor de ville fjerne væsken. Kort efter blev jeg ringet op af lægerne. Melanies 34-årige hjerte var stoppet med at slå, da væsken blev tappet," erindrer Thomas med enkelte tårer trillende ned mod fuldskægget. De sættes i frit løb, da han fortsætter med at huske, hvad 22. november 2016 ellers bød på.

"Jeg vil vove den påstand, at uanset hvilke samtaler jeg ramler ind i resten af mit liv, privat som arbejdsmæssigt, så bliver ingen nogensinde så svær, som da jeg skulle fortælle vores tre børn, der på det tidspunkt var tre, fem og syv år gamle, at deres mor var død. Vi græd os i søvn den aften, alle samlet i dobbeltsengen," græder Thomas.

Den 1. december 2016 blev Melanie bisat i stormende kulde fra en menneskefyldt kirke og med en kiste pyntet med børnenes håndaftryk og perleplader. Dagen efter skulle familien have været i et fly på vej mod deres livs rejse til Australien.

"Det var salt i et åbent sår, at Melanie ikke nåede at se sine børn med en koala i favnen. Selv om vi kun nåede at være sammen i 14 år, så havde vi allerede rejst mere sammen, end mange når på et liv. Det var bare vores passion," fortæller Thomas og kaster et blik på en væg ved spisebordet. Den er fyldt med billeder fra alverdens rejser, både før og efter Melanie og Thomas fik børn.

Hævet blik trods dødsdom

"Jeg nåede at tænke 'Fuck. Nu står jeg her alene med tre børn'. Mit netværk viste mig hurtigt, at jeg ikke var alene. Melanie satte spor i mange mennesker. Også flere, end jeg anede. Folk jeg ikke kendte, skrev til mig, fordi de havde set Melanies kamp mod kræften. Hun var den største fighter. Med en dødsdom over hovedet gik hun hverdagen smilende i møde med tre børn under armen og blikket hævet. Så kunne jeg ikke tillade mig at sænke blikket. Jeg rettede det mod mine børn. Særligt en treårigs store blå uskyldige øjne kan give en mand som jeg uanede kræfter. Jeg skyldte Melanie at vise respekt og ikke tabe vores børn og mig selv. Det vigtigste er at tro på fremtiden. Jeg kan ikke ændre på, at Melanie er død. Så kan jeg lige så godt få det bedste ud af det. Det bedste vi har sammen, er vores tre børn," fortæller Thomas om sine tanker som nyudklækket enkemand.

Han søgte psykologhjælp og har fokuseret på at tage imod al den hjælp, han kunne. Og det opfordrer han også andre i samme situation til at gøre. For ham har det blandt andet betydet et sænket stressniveau, og hjælp til at håndtere sin frygt for at fejle som far.

Nægter offerrollen

"Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne. Jeg vil ikke være offer i det puslespil, der hedder livet. Jeg vil vise mine børn en stærk far, de kan stole på. Vi giver plads til sorgen, når savnet melder sig. Det er helt okay at være ked af det, men det er lige så vigtigt ikke at have dårlig samvittighed over at være glad. Det har været vigtigt for mig ikke at dyrke sorgen," fastslår han.

Det har været naturligt for Thomas at tage børnene med på rejser. Ligesom det har været naturligt, at hele familien sammen har kreeret rejsemålets flag i perler, for at sætte det ved Melanies gravsten inden afgang til lufthavnen. Et hold venner tog med til Canada, senere Sri Lanka, Maldiverne og Gran Canaria. I sommers var de fire alene afsted til Rhodos.

"Nogle vil mene, vi flygter fra hverdagen. Men rejserne giver ungerne sprog, modning, nærvær og oplevelser. Det er dét, familier efter min mening bygges på. Hverdagen er fundamentet, som giver trygheden. Den skal naturligvis fungere. Men vores rejser har skabt et helt særligt bånd mellem os fire, hvor vi er afsted som en gruppe, der hjælper hinanden og giver plads til forskellighed. De egenskaber drager vi nytte af i den travle hverdag. Ligesom perlerne har fået en hel særlig betydning for os. De hjælper os på magisk vis med at få talt, mindes, grædt og grint," forklarer Thomas, som nu måler sin succes i sine børns velbefindende.

Drømmen om Australien

Han vil om nogle år, når børnene alle er gamle nok til at få fuld udbytte af en rejse til Australien, tage resten af Melanies aske med og sprede i havet fra den Australske kyst.

"Melanie var mor på fornemste vis med styr på al praktikken i hjemmet og omkring børnene. Jeg kan hverken bage eller strikke. Det lader jeg de to bedstemødre om. Til gengæld har jeg lært mig selv resten. Jeg er blevet en bedre far og udgave af mig selv. På den måde har min kones død ikke været forgæves. Jeg fokuserer på at give børnene samme hverdag, selvom der kun er én forælder til at hente, bringe og bakke op i sportshallerne. Det kan jeg takke mine svigerforældre for. Dem skylder jeg alt. De hjælper i den grad med at få enderne til at hænge sammen. Resten klarer Googles kalender. Den er, modsat vinterens flyverdragter, Guds gave til enkemanden. Hvis den går ned, er jeg på den," griner Thomas.