Rebecca Matthews lander topjob i London
Direktøren for Aarhus 2017 fortsætter arbejdslivet i London
Efter fem år i spidsen for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er Rebecca Matthews udpeget som ny direktør for det internationale Goodenough College i London.
Goodenough College er bolig og danner rammerne i det centrale London for 700 studerende og forskere fra hele verden.
"Jeg er meget beæret over at få mulighed for at lede denne helt unikke institution og være med til at føre den ind i næste, spændende fase af sin historie sammen med medarbejderne og de studerende, der udgør næste generation af talentfulde, globale ledere," siger Rebecca Matthews i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
50-årige Rebecca Matthews vil blandt andet få ansvaret for udviklingen af nye kultur- og uddannelsesprogrammer på Goodenough College. Kollegiet er kendt for at skabe et miljø, hvor de daglige studier på nærliggende universiteter kombineres med et stimulerende socialt, kulturelt og intellektuelt program og muligheden for et livslangt, internationalt netværk.
"Rebeccas erfaringer som topleder, hendes internationale udsyn og kontakter indenfor kunst og kultur er enestående. Hun er klar til at stå i spidsen for forandringer og nye initiativer med en stærk sans for værdier og ansvar. Vi er glade for at få hende ombord," siger Eric Tracey, formand for Goodenough College.
Dronningen er protektor
Goodenough College har fostret politiske, forretningsmæssige og kulturelle ledere som den tidligere sydafrikanske præsident F.W. de Klerk, tidligere premierminister i New Zealand, Helen Clark, og den Oscar-nominerede, indiske filmproducer Ashvin Kumar.
Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II er protektor for Goodenough College og er med sine jævnlige besøg med til at kaste glans over aktiviteterne.
Rebecca Matthews vil også få ansvaret for slottet The Burn i naturskønne omgivelser i Skotland, der tilbyder korte ophold til grupper af studerende fra hele verden.
Før jobbet som direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 har Rebecca Matthews haft flere internationale topposter inden for kunst og kultur, en spektakulær og yderst vellykket kulturhovedstad i 2017.
Aarhus-borgmester og formand for Fonden Aarhus 2017, Jacob Bundsgaard, glæder sig på Rebecca Matthews’ vegne:
"Europæisk Kulturhovedstad har bidraget til at styrke vores identitet som danskere og europæere, skabt økonomisk vækst og øget vores sociale og kulturelle kapital. Vi skylder Rebecca Matthews en stor tak og ønsker hende held og lykke i den nye rolle,” siger Jacob Bundsgaard.
jr