Debat: Skal de ældres vilkår forringes yderligere?
Debat Budgettet for ældreområdet holder ikke i 2018. Beregningsmodellen rammer ved siden af skiven. Modellen er bygget op omkring kvalitetsstandarder, byrådet har vedtaget. Borgmester Jørgen Gaarde fortæller i aviserne, at såfremt serviceniveauet ligger over byrådets godkendelse, så må de ældre vinke farvel til timer, altså farvel til personale. Vi kan roligt fastslå, at det igen bliver det personalet, der skal sikre de ældre omsorg, der må holde for. Servicen til de ældre leveres af et personale, der gerne vil levere omsorg og en god oplevelse for de ældre, men som nu kan se frem til endnu vanskeligere vilkår.
Seniorrådet er meget bekymret …
-for signaler om forringelser hos svage ældre i eget hjem. Seniorrådet opfordrer til værdige forhold hos såvel borgerne som er på plejehjemmene samt de som kæmper for at blive længst muligt i eget hjem. Det er borgere som har brugt et liv på at skabe et godt samfund, og nu i den afsluttende del af livet, som vi skylder gode oplevelser og ikke kun plads til ”opbevaring”. Seniorrådet vil nøje følge det bebudede sparekatalog.
Personalet på ældreområdet er allerede hårdt presset.
Hvis borgmester og byrådet ønsker at gå denne vej og reducere personalet i ældresektoren yderligere, vil det være at føje ”spot til skade” for den hårdest pressede personalegruppe i Skanderborg kommune. Ældresektorens personale er allerede i dag presset hårdest. Kun 16 % er fuldtidsansat, hvilket er det laveste tal blandt alle personalegrupper i Personaleredegørelsen 2017. Gruppen har samtidig det højeste langtidssygefravær og højeste procentuelle sygefravær, det højeste antal ulykkesanmeldelser, det laveste ledelses-spænd (forholdsvis laveste antal ledere), den højeste personaleomsætning og endeligt det laveste antal ansøgere sammenlignet med andre personalegrupper. Alle disse tal må absolut sige enhver politiker og leder en hel masse om pressede arbejdsvilkår og mangel på uddannelse med videre, som ikke afhjælpes ved nye besparelser.
Seniorrådet sætter stort spørgsmål ved anvendelse af vikarer. Det meget lave antal fuldtidsansatte og det høje sygdomsfravær kan være den onde cirkel, som koster kommunen mange penge til dyre vikarordninger, som samtidig udsætter de ældre for ringere service ved ustandseligt at skulle forholde sig til nye ”hænder” som ikke kender den ældre, de skal hjælpe.
Derfor er der behov nytænkning og en samlet vurdering af hele området. Seniorrådet har allerede leveret et notat, hvori vi med Danmarks Statistiks tal påviser, at der kommer betydeligt flere ældre i de kommende år. Vi har også peget på, at kommunen må se at komme i gang med uddannelse af flere professionelt uddannede Social- og Sundhedsassistenter til at varetage opgaverne.
I Seniorrådet mener vi, at der skal ses på en samlet undersøgelse af ansættelser, uddannelse, fastansættelse og fastholdelse af personale. Lønninger spiller naturligvis en rolle.
Der er et eklatant behov for at se bredere og længere end at give ”modellen” skylden for problemerne. Det er politiske beslutninger, og undertiden mangel på samme, der bærer ansvaret for situationen.