Fortsæt til indhold

Måtte lukke café: Vi fik ikke besked om vejarbejde

Mols Kafferisteri undrer sig over, at der ikke var kommunikeret ud til dem om afspærringen af Lyngevej, Knebel. Syddjurs Spildevand mener, de gjorde, hvad de kunne, men har taget episoden til efterretning

Samfund
Stine Østergaard

KNEBEL Der plejer at komme mange mennesker forbi Mols Kafferisteris café på Lyngevej 58. Men det gør der ikke i år. Forrige uge tog ejerne Kari Baklund & Morten Engstrøm beslutningen om at lukke caféen i Knebel.

Det sker fordi Syddjurs Spildevand spærrede Lyngevej af fra 30. april på grund af kloakarbejde. Efter planen skulle vejen genåbnes 18. juni, men grundet forsinkelser åbner vejen først igen i august.

Det betyder en irriterende omvej for mange, men for de erhvervsdrivende længere nede ad vejen blev det katastrofalt.

"Det kan godt være, det kun er en omkørsel på otte minutter. Men man tager ikke en omvej på otte minutter for at få en is," siger Kari Baklund, der gentagende gange har kontaktet kommunen og Syddjurs Spildevand.

Dårlig kommunikation

Det er ikke så meget det, at der bliver udført vejarbejde, som Kari Baklund er træt af. Det er den manglende kommunikation, der er problemet.

"Vi kommer hjem en dag, og så er vejen spærret. Vi ved ikke hvorfor eller hvem det er, der graver. De, der bor i projektområdet, havde fået besked. Vi havde ikke, fordi vi bor 1500 meter derfra. Men som erhvervsdrivende er det jo vigtigt at vide, for det har betydning for driften," siger Kari Baklund.

I en mail adresseret til Syddjurs Spildevands direktør Søren Lynge Petersen skriver hun blandt andet:

"Vi køber ind og hyrer medarbejdere ind i god tid, og prøver i det hele taget at planlægge driften af vores lille virksomhed så godt som muligt. Hvis man af en eller anden grund ikke ønsker at informere beboere på en vej, der lukkes i seks uger – så vil jeg gerne opfordre til, at I arbejder på en model, hvor virksomheder får besked, når der er planlagt arbejder, der forstyrrer eller afbryder forsyning af vand, el og varme og spærring af veje. Gerne med en uges varsel – meget gerne mere. Det vil være en kæmpehjælp – simpelthen!"

Fra Syddjurs Spildevand fortæller direktør Søren Lynge Petersen, at det kan være svært at vide, lige præcis hvor mange der har brug for at få informationer om vejarbejde som dette.

"Men da det går op for os, at nogen har nogle udfordringer, har vi taget hånd om det efterfølgende og har også haft kontakt til Kari af flere omgange både via bestyrelsen og projektlederen. Så vidt jeg har forstået, er informationerne videregivet, når de er blevet efterspurgt. "

Søren Lynge Petersen henviser i øvrigt til den redegørelse, man kan finde på Syddjurs Kommunes hjemmeside. Deri kan man blandt andet læse, at det ikke har været muligt at lave en omkørsel ved Molsskolen, fordi man har vægtet sikkerheden omkring børnene højt.

Forsinkelser forværrer

Kari Baklund har løbende været i kontakt med Syddjurs Spildevand, og blev derfor overrasket over, at de ikke fik besked før to dage efter, vejen skulle være åbnet, da kloakarbejdet blev forsinket og vejåbningen udskudt til august – altså længe over den vigtige juli måned for de mange erhvervsdrivende, hvor turister lægger penge i juli måned.

"Vi har udtrykkeligt og mere en en gang har bedt om informationer for at kunne justere driften. Ikke på noget tidspunkt jar de af egen drift valgt at informere os. Det er mega dårligt af dem," siger Kari Baklund.

Men ved sådanne projekter, kan der let dukke noget uforudsigeligt op, lyder det fra Søren Lynge Petersen. Selve kloakarbejdet er sat i gang på relativ kort tid for at bekæmpe de oversvømmelser, der har plaget plejehjemmet sidste år og for at forhindre spildevand i at løbe ud i Knebel vig.

"Det er jo bare så brandærgerligt – og vi er de første til at beklage – at vi bliver forsinkede. Men der har været nogle ting, som vi ikke har kunne forudsige. Moder Jord er en vred dame en gang i mellem. Det var blød bund i undergrunden, der forsinkede os," siger han.

Han lægger vægt på, at de har været forudseende i forhold til både sommerfesten, der afholdes 6.-8. juli og et andet arrangement i hallen, og altså har prøvet at være på forkant med de gener, de ved, det giver med kloakarbejdet.

Taget til efterretning

Mols Kafferisteri har hyret en jurist til at tage sig af sagen. De mener måske at have en erstatningssag, da de gentagende gange har spurgt efter information, som de ikke mener at have modtaget i tilstrækkelig grad. Men allerhelst vil Kari Baklund se forandringer i måden at gribe sådanne sager an på.

"Jeg håber ikke, det her bare stopper ved, at man erkender, der er begået nogle fejl, og det er synd for os. Vi kunne være hjulpet big time hvis vi havde fået et par emails undervejs," siger hun og har et klart bud på, hvordan Syddjurs Spildevand næste gang kan gøre det bedre:

"Send mails til lidt flere, end man tror, man skal."

Det er da også taget til efterretning hos Syddjurs Spildevand.

"Vi må jo konstatere, at der er nogen, der ikke er blevet informeret nok her, og det skal man jo selvfølgelig tage til efterretning. Vi prøver altid at være meget åbne. Så er det bare ikke lykkedes denne gang. Det kan jeg kun beklage, og det må vi gøre bedre næste gang," siger Søren Lynge Petersen, der overvejer alternative kommunikationsformer som eksempelvis facebook for at nå ud til så mange som muligt.

Mols Kafferisteri har måtte fyre fem unge medarbejdere. Det er endnu uvist, om kaffebaren genopstår næste sæson. Indtil da lever resten af Mols Kafferisteri i bedste velgående i Femmøller, hvor risteriet findes i baglokalet til Egil's Café.