Fortsæt til indhold

Sara blev alenemor og så ramte ensomheden: Nu er der hjælp at hente for hende og andre mødre i samme situation

Forening faciliterer nye grupper for alenemødre i Aarhus efter at have modtaget kommunal bevilling. Det glæder Sara Bach, som er fraskilt mor til to børn.

Samfund

Deleordning, økonomi og boligsituation.

Der er nok at holde styr på, når par med børn bliver skilt, men ensomheden, som hurtigt kan overtage, når tosomheden forsvinder, mangler der ifølge aarhusianske Sara Bach fokus på.

Jeg har altid haft venner, og hvis der var noget, kunne jeg altid læne mig op ad min partner. Sådan er det ikke længere, og det er en kæmpe omvæltning.
Sara Bach, 34 år og alenemor til to døtre på hhv. 4 og 7 år

Selv om det er tre år siden, at hun blev skilt, skal hun stadigvæk vænne sig til sit nye liv som enlig. Hun har en såkaldt syv-syv-ordning med sin eksmand, hvilket vil sige, at hendes to døtre hver anden uge ikke er en del af hendes hverdag. Men i de syv dage, hvor hun har børnene, kan hun også godt føle sig alene. For der er ingen at dele hverdagens højde- og lavpunkter med. Sara Bach har nemlig ikke et særlig stort netværk, da hun efter eget udsagn mistede flere venner sammen med skilsmissen.

»Så jeg kan godt føle mig meget ensom. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig livet. Og når man så står i det, så føles det ret voldsomt,« siger hun ærligt.

Før skilsmissen var det at være ensom ikke noget, som fyldte særlig meget i Sara Bachs bevidsthed. Hun har altid set sig selv som den sociale type, der gerne vil bruge tid sammen med sine venner, og lige præcis derfor ramte følelsen af ensomhed også helt uventet.

»Jeg har altid haft venner, og hvis der var noget, kunne jeg altid læne mig op ad min partner. Sådan er det ikke længere, og det er en kæmpe omvæltning. Jeg har fået nye venner, men det er svært at ses ofte, når folk har en klassisk kernefamilie og nogle gange har nok i det, hvilket jo er helt fair,« fortæller Sara Bach og tilføjer:

»Jeg mangler personer i mit liv, som ved, hvordan jeg har det. Nogle, som også ofte savner deres børn, fordi de skal give afkald på dem. Det er ikke følelser, som en fuldtidsforælder kender. Jeg savner at finde andre alenemødre, som jeg kan spejle mig i.«

Grupper på vej

Sådan er Sara Bach langt fra den eneste alenemor, der har det, fortæller Maria Dønkjær. Hun er selv alene med to børn i en deleordning, og så er hun medstifter af foreningen Alenemorskab, som arbejder for at danne fysiske netværksgrupper for mødre som Sara Bach.

»Vi spurgte ind til det hos vores følgere på Instagram, og der svarede 79 procent, at de manglede andre alenemødre at spejle sig i, så det er helt klart noget, som fylder en del hos mange,« fortæller Maria Dønkjær.

I begyndelsen af i år oprettede Alenemorskab seks grupper for alenemødre og deres børn i København, og for nylig modtog foreningen en bevilling på 30.000 kroner fra Aarhus Kommune til at sætte aarhusianske mødre sammen i tre tilsvarende grupper. Det er der ifølge Maria Donkjær stor interesse for, hvilket dog ikke kommer bag på hende.

»Jeg kan huske, da jeg blev alene, at jeg undrede mig over, at der ikke var sådanne tilbud. Der var hjælp at hente til praktiske ting såsom økonomisk rådgivning og bolig. Det sociale var der ikke noget til, men det er der behov for,« fortæller hun.

Alenemorskab står bag de nye grupper i Aarhus for alenemødre. Foreningen blev stiftet i august 2020, da der ifølge medstiftet (tv. med sine to børn) manglede et forum for netop disse mødre. Pressefoto.

Båret af frivillighed

Sara Bach har i lang tid fulgt Alenemorskab på Instagram, hvor over 7.000 følger med i profilens opslag om det at være alene med børn. Derfor var hun også hurtig til at melde sig, da hun opdagede, at foreningen ville oprette grupper i Aarhus.

»Jeg har ledt efter lignende grupper i Aarhus, men har ikke fundet en, som passede til den situation, jeg står i. Så det er fantastisk, at det nu bliver muligt,« fortæller Sara Bach, som har store forventninger til de særlige mødregrupper:

»Jeg håber, at jeg får mennesker ind i mit liv, som jeg kan dele alle mine følelser med om det at være alene, men også at jeg får en følelse af at være mindre ensom ved at møde andre, jeg kan spejle mig i. Jeg vil gerne gøre alle de ting sammen, som man ellers gør med sine børn sammen med en partner som eksempelvis at tage i Randers Regnskov eller bare at drikke en kop kaffe på en legeplads eller spise fredagsslik.«

Det stemmer meget godt overens med den beskrivelse, som Maria Dønkjær fra Alenemorskab giver af de særlige mødregrupper. Hun påpeger, at gruppernes brændstof bliver frivillighed. Bevillingen fra Aarhus Kommune er således givet gennem paragraf 18, som gives til frivilligt, socialt arbejde. De 30.000 kroner sikrer, at grupperne bliver sat i gang, men på sigt skal mødrene selv drive dem.

»Der komme til at være to frivillige tilknyttet grupperne, som er i kontakt med mig. De får ansvaret for at køre grupperne videre,« forklarer Maria Dønkjær, som oplyser, at der vil være ti mødre med børn i hver gruppe.

»Lige nu har vi nok tilmeldte til at kunne etablere to grupper, så der er stadigvæk plads i den tredje,« fortæller hun.

Hvad gør I, hvis det viser sig, at efterspørgslen er større end til kun tre grupper?

»Så vil vi kontakte Aarhus Kommune igen omkring et samarbejde, så det eksempelvis kunne blive som et kommunalt projekt.«

Hvorfor er det kun for alenemødre og ikke alenefædre?

»Vi har for øje, at fædrene også kan blive ramt af ensomhed, men jeg tror, at det er mere udbredt hos kvinder, da der er en anden status i at være alenefar. Men vi vil også meget gerne lave grupper for fædre, men lige nu har vi ikke hænder nok til det, og da foreningen er startet af alenemødre, er det vores fokus lige nu,« fortæller Maria Dønkjær.

De første grupper for alenemødre i Aarhus har opstart i begyndelsen af næste måned.