Ådalens Skole viser vejen for andre med ondt i skolen for alle
Omverdenen ser mod Ådalens Skole i Skørring og dens måde at inkludere alle skolens elever.
I 2016 besluttede Syddjurs Kommune at udfase specialklasserne over tre år. Eleverne skulle i stedet inkluderes i de almindelige klasser sammen med de øvrige elever.
»Allerede et år inde i udfasningsforløbet smeltede vi klasserne sammen,« fortæller skoleleder på Ådalens Skole, Morten Borup.
Mens de fleste andre skoler har små hold, hvor børnene kan være hele tiden eller dele af tiden, valgte Ådalens Skole en anden vej.
»Ledelsen har insisteret på ikke at lave små hold. Vi lægger alle ressourcer i den almene undervisning i klasserne og tilrettelægger en undervisning, der tager høje for individuelle behov.«
Efter behov laves fleksible hold i små eller store grupper.
»På den måde kan vi både tilgodese elever med særlige behov og elever, der har brug for større faglig udfordring.«
Alle elever gennemfører
Konklusionen om at lykkes bygger Morten Borup i væsentligt omfang på kontakten med – og feedback fra – elever, forældre og personale.
»Et målbart parameter er, at alle elever gennemfører alle fag og går til prøver i alle fag.«
Sådan var det ikke i tiden med specialklasserne.
»Det at få nogen til at gå til prøve er nogle gange en succes i sig selv. I de tilfælde handler det mere om at give troen på at kunne – end på karakteren.«
Succesen skal også ses i lyset af elevsammensætningen.
»Ved starten på udfasning af specialklasserne kom to elever til Pindstrupskolen, og siden er blot en mere flyttet dertil.«
Desuden er en elev visiteret direkte til Pindstrupskolen inden start på Ådalens Skole.
»I øvrigt er det bare sådan, at børns skolegang i perioder kan bøvle. Og så forsøger vi i samarbejde med forældrene at finde gode løsninger. Nogle gange lykkedes det bedre end andre.«
Alle bør lære af Ådalens Skole
Ådalens Skole har fortalt adskillige gæster fra alle egne af landet om sin måde at inkludere alle elever på – og har besøgt andre steder for at fortælle om det.
»Vi har blandt andet været i Kolding og snakke med erhvervsuddannelser, der står med de elever, folkeskolerne afleverer. Samtidig får vi også noget ud af at høre om det set fra deres side.«
I forbindelse med en bog om mellemformer, der udkommer til november, har chefkonsulent i Nordic Learning, Torben Bloksgaard, besøgt Ådalens Skole for at lave research til bogen.
»Jeg har nok besøgt 500 skoler i min tid. Det kan tælles på én hånd hvor mange andre skoler, der går i bare lidt af samme retning som Ådalens Skole. Og ingen andre gør som dem,« siger Torben Bloksgaard.
Og det mener han, der bør laves om på.
»Bogens konklusion bliver, at Ådalens Skole har fundet den rigtige model, da de som noget helt enestående lykkes med at inkludere alle børn i klasserne.«
Medarbejdernes fortjeneste
Tiden med specialklasser gav Ådalens Skole nogle forudsætninger, andre skoler ikke har haft.
»Vi holdt fast i vores kompetencer ved blandt andet at beholde noget af personalet fra specialklasserne. I det hele taget er medarbejderne helt afgørende for at vi lykkes.«
Gennem nogle år har lokalområdet været ramt af faldende børnetal, og skolens elevtal er nu nede på 260
»Prognoserne viser lidt lys forude, og jeg tror, vi har ramt bunden. Vi er ikke færre klasser, men de færre elever smitter af på økonomien og betyder færre lærere og pædagoger pr. elev.«
I det kommende skoleår skæres lidt af undervisningstiden.
»Vi har virkelig måttet sno os for at kunne cirka det samme i næste skoleår som i dette.«